Skip to main content

13 fantastiske cykelture

Cykelferie i Norge

Fra de vestnorske fjorde og de østnorske fjelde og dale til øerne mod nord - en cykelferie er bestemt en af de bedre måder at opleve den spektakulære norske natur på tætteste hold. Her er 13 af de flotteste cykelruter i Norge.

På ferie med cyklen

Du behøver ikke være i storform for at cykle i Norge, selvom landet både er langt og fyldt med fjelde. Det bedste ved en cykelferie er jo, at du selv bestemmer præcis hvor langt du vil cykle hver dag, og hvor ofte du vil holde pause.

Vi har fundet en række cykelruter, der kan forkortes - eller forlænges - efter dine ønsker og behov. Turene kan udføres af langt de fleste, men hvis den valgte rute alligevel føles lang og stejl, kan du leje en elektrisk cykel og blive hjulpet lidt på vej. Og hvorfor ikke vælge en skræddersyet pakkerejse med overnatning og måltider inkluderet, hvor bagagen bliver fragtet fra sted til sted?

Turoperatøren Discover Norway har specialiseret sig i cykelture i Norge og har adskillige gode cykelpakker med bagagetransport.

1. Rallarvegen til Flåm

Sæson: Fra midten af juni til slutningen af september
Nærmeste togstation: Geilo eller Finse

Rallarvegen er blevet kåret som Norges smukkeste cykelrute adskillige gange, og mere end 25.000 cykler turen på grusvejen mellem Haugastøl i nærheden af Geilo til Flåm ved Aurlandsfjorden hvert år. Rallervegen er opkaldt efter de rallere, der i starten af 1900-tallet byggede Bergensbanen og Flåmsbanen, og cykelruten følger da også disse to jernbaner i høj grad.

Den mest almindelige rute er 81 kilometer lang, med start på toppen af fjeldet i Haugastøl, 1.000 meter over havets overflade. Ruten snor sig derfra forbi Finse, Hallingskeid og Myrdal før den slutter i den lille charmerende fjordlandsby Flåm. Størstedelen af ruten er ned ad bakke, men det højeste punkt på Rallarvegen er i Fagernut, 1.310 meter over havet. Heldigvis er der her en café, der serverer vafler med syltetøj og flødeskum!

Du kan cykle hele strækningen på én dag, men de fleste deler ruten op i to eller tre etaper. Du skal være i nogenlunde god form, før du begiver dig af sted på Rallarvegen, da terrænet kan være udfordrende visse steder. Tag turen uden for højsæsonen, så undgår du trængsel på ruten. Vær opmærksom på, at der kan være sne langs ruten om foråret og efteråret på de højeste steder.

Se hvor du kan leje cykler og overnatte på turen:

2. Mjølkevegen i Valdres

Sæson: Fra juni til oktober
Nærmeste togstation: Vinstra

Et af de bedste cykelområder i Norge er Valdres i Østlandet. Her kan du køre på frihjul på hundredvis af kilometer afmærkede cykelruter, på fjeldveje uden meget trafik. Den 250 kilometer lange Mjølkevegen er den længste rute, men du behøver naturligvis ikke cykle hele turen på én gang. Planlæg dine egne etaper, så bestemmer du selv, hvor anstrengende turen skal være. Du kan også vælge at have én base og tage på dagsture derfra.

Ruten mellem Vinstra i Gudbrandsdalen og Gol i Hallingdal anses for at være en af Norges smukkeste cykelture. Den er en del af den nationale cykelrute nummer 5, og afmærket i begge retninger. Ruten går forbi sommergårde og hytter, hvor du kan spise og overnatte. Der er også enkelte hoteller langs vejen.

I stedet for at cykle hele Mjølkevegen kan du prøve turen fra Lemonsjø til Beitostølen (205 kilometer), eller den kortere og familievenlige rute fra Vaset til Storefjell (35 kilometer).

Der kan lejes cykler og elcykler adskillige steder langs ruten, og turoperatører kan hjælpe med cykelpakker, der inkluderer overnatning, forplejning og bagagetransport.

Find ruter, organiserede ture og overnatning langs Mjølkevegen:

Book en rundtur på Golsfjellet og Valdres.

3. Telemarkskanalen

Sæson: Fra maj til september
Nærmeste togstation: Lunde eller Bø

Telemarkskanalen er ikke bare til både. I forbindelse med kanalen, der blev kaldt ’verdens ottende vidunder’ i sin tid, er der nemlig cykelruter i alle tænkelige retninger. Ruterne er afmærkede med skilte i henhold til sværhedsgrad, og der er både asfaltveje, grusveje og en blanding.

Den 115 kilometer lange kanalrute tager dig gennem det overraskede vilde og dramatiske landskab i Telemark. Strækningen mellem Ulefoss og Dalen er en del af den nationale cykelrute nummer 2, og du bør afsætte mindst to dage til turen. I Eidsfoss kan du tage cyklen med gennem sluserne, og du kan også tage noget af turen om bord en af kanalbådene.

Undervejs er der cykelvenlige overnatningssteder, som for eksempel de sjove sovekasser i Bandaksli og Fjågesund. Hvis du ikke har tid eller lyst til at planlægge turen selv, er der også langs denne rute mulighed for a købe skræddersyede pakker, der omfatter overnatning, måltider og bådbilletter.

Kanalruten er mærket som krævende og anbefales ikke til børn og uerfarne cyklister. Mange af de andre ruter er ikke så krævende og passer til hele familien. De mindste kan sikkert også klare et par ekstra kilometer, når de ved, at Bø Sommarland venter?

Find aktiviteter langs ruten og cykelvenlige overnatningssteder:

4. Tour de Dovre

Sæson: Fra begyndelsen af juni til midten af oktober
Nærmeste togstation: Dombås

Tour de Dovre cykler du gennem tre nationalparker - RondaneDovre og Dovrefjell - med fantastiske udsigter over både fjeld, fjord og dal.

Der er gode muligheder for at overnatte undervejs, så du kan bruge lige så mange dage som du vil. Tag toget til Dombås og lej en cykel der, og tag så Nasjonalparkveien til Hjerkinn. Turen fortsætter gennem Folldalen før du kommer til det, mange mener er Norges smukkeste dal; Grimsdalen. Derfra går turen tilbage til Dovre og Dombås.

Den korteste rute er cirka 125 kilometer lang. Har du god tid kan det anbefales at tage nogle afstikkere. Tag for eksempel på moskusoksesafari eller elgsafari, kig på kunst i Hjerkinn, gå turen op til Viewpoint Snøhetta (1,5 kilometer til fods), eller tag hele vandreturen til toppen af fjeldet Snøhetta.

Turen er krævende men bliver mere overkommelig, hvis den deles op i flere etaper. En elektrisk cykel kan også gøre det lidt lettere. Der er masser af lækre spisesteder med lokal mad undervejs, så det er let at få stillet sulten.

Find et sted at leje en cykel og se nærmere på overnatningstilbuddene herunder:

Bestil Tour de Dovre cykelpakken, der inkluderer bagagetransport.

5. Nordsøruten gennem Rogaland

Sæson: Fra maj til oktober
Nærmeste togstation: Egersund eller Sandnes

Hele Nordsøruten er 6.000 kilometer lang og fører gennem Storbritannien, Belgien, Holland, Tyskland, Danmark, Sverige og Norge. Siden 2003 har ruten været indehaver af rekorden som verdens længste sammenhængende cykelrute.

En af dens smukkeste strækninger, også kaldet Jærruta, går mellem Egersund og Sola i Fjord Norge. Der cykles langs Jærens strande i et lys, der har inspireret både malere, fotografer og forfattere. Hvis du gerne vil have en længere rute, kan du fortsætte nordpå til Stavanger og Haugesund, eller i modsatte retning til Kristiansand i det sydlige Norge.

Overnat undervejs på hoteller og gæstehuse, i fyrtårne og hytter og på campingpladser. Der er også masser af spisesteder på ruten, hvoraf mange byder på lokale egnsretter. Og hvorfor ikke gøre som nordmændene - købe en pose rejer og spise dem med brød og mayonnaise på kajen?

Få ruteforslag:

6. Helgelandskysten

Sæson: Fra maj til oktober
Nærmeste lufthavn: Brønnøysund, Sandnessjøen eller Bodø

Helgelandskysten i Nord-Norge er et oplagt rejsemål for en cykelferie. Her kan du cykle langs Kystriksveien - udråbt som en af verdens smukkeste veje - med udsigt til flotte fjelde, hvide sandstrande og tusindvis af øer og holme.

Benyt dig af de mange færger og speedbåde og hop fra ø til ø, for eksempel de UNESCO-beskyttede Vega-øer, smukke Herøy og Dønna, samt Træna, der pludseligt stiger 338 meter op af havet to og en halv time fra kysten.

For ikke at gå glip af nogle af højdepunkterne på turen (herunder Torghatten) kan du købe en cykelpakke. Du vil sætte pris på bagagetransporten!

Kombiner cykling med vandring og overnat i de idylliske omgivelser:

7. Inderøy og Den Gyldne Omvej

Sæson: Fra maj til oktober
Nærmeste togstation: Røra

Tag en genvej mellem historiske mindesmærker i smukke kulturlandskaber i Innherred. Denne rute går bogstaveligt talt direkte fra det ene veldækkede bord til det andet.

Den Gyldne Omvej er kendt for de mange bæredygtige lokale spisesteder og aktivitetstilbud, og er et glimrende sted at opleve på to hjul.

Start turen ved Røra Station. Visit Innherred udlejer både elektriske og almindelige cykler, der kan afhentes på togstationen. Og der er ingen grund til at bekymre sig om bagagen! Den kan blive transporteret til dit overnatningssted, hvis det ønskes.

Afstandene mellem højdepunkterne på halvøen er korte, og du kan se det meste på en times tid. Men sørg endelig for at køre ned ad nogle sideveje - der er masser af ting at opleve.

Find cykeludlejning og ruteforslag:

8. Den klassiske fjordtur

Sæson: Sommer og efterår
Nærmeste lufthavn: Molde eller Kristiansund

Hvis du vil se det bedste af den norske nordvestkyst, er den klassiske fjordtur på cykel fra Molde til Ålesund i Fjord Norge en oplagt mulighed. Hvis du klarer alle 549 kilometer, kommer du til at opleve Atlanterhavsvejen, Trollstigen, Geirangerfjorden og Hjørundfjorden, for blot at nævne nogle af højdepunkterne.

Undervejs cykler du over broer helt ude på kanten af havet, langs endeløst smukke fjorde, gennem grønne dale, og op og ned ad stejle fjelde.

En perlerække af spisesteder undervejs serverer lokal mad - især omkring fjordene er der gode råvarer - og der er rig mulighed for overnatning, uanset om du vil sove i charmerede fiskerhytter eller luksushoteller.

Turen i sin helhed er naturligvis krævende, og passer bedst til dem, der allerede har erfaring med længere cykelture. Men de glimrende offentlige transportmidler i området gør det faktisk muligt at dele turen op i mere spiselige bidder, hvor de sværeste stykker af ruten undgås. Og lokale turoperatører står klar til at skræddersy ruten efter dine behov - de tilbyder også bagagetransport og guideservice.

Lej en elektrisk cykel, få ruteforslag og find ud af, hvad du kan se undervejs:

9. Oslofjorden rundt

Sæson: Fra maj til oktober
Nærmeste togstation: Moss, Oslo eller Horten

Hele vejen rundt om Oslofjorden er der stier og småveje -perfekt til en flot cykeltur. Turen langs kysten fra Moss i Østfold til Horten i Vestfold på den anden side af fjorden er cirka 215 kilometer lang, men det er let at dele turen op i kortere og længere etaper. Du kan så at sige bruge lige så lang tid, som du synes er nødvendigt.

Du kommer gennem landsbyer som Son, Hvitsten, Drøbak og Filtvet, og det er naturligvis også muligt at udforske hovedstaden Oslo. Hvis du trænger til at blive kølet lidt ned, er fjorden aldrig langt væk.

En stor fordel ved denne rute er, at der er masser af spisesteder undervejs, så du behøver ikke at tage meget mad med selv. Der er også en bred vifte af overnatningsmuligheder rundt om fjorden - hoteller, vandrehjem, hytter og campingpladser. Eller hvad med en nat i en trætophytte?

Udforsk området:

10. Andøya på Vesterålen

Sæson: Fra maj til september
Nærmeste lufthavn: Andøya

På Vesterålen lidt nord for Lofoten ligger øen Andøya, med den tidligere fiskerby Andenes på nordspidsen. Her kan du leje en cykel og cykle de små 100 kilometer rundt om øen - men først bør du tage på hvalsafari!

På vestsiden af øen cykler du på en af de smukke nationale turistveje. Om sommeren kan du endda cykle midt om natten, hvor midnatssolen sørger for nok lys. Stop ved rumfartscenteret før turen går til Bleik, en malerisk ø hvor du kan tage en iskold svømmetur fra den smukke, hvide sandstrand. Trænger du til flere pauser er picnicområdet Bukkekjerka også et stop værd, og på Nordtun kan du spise ost til frokost og klappe en lama. Alveland i Dverberg laver gode kanelsnegle og souvenirs af sæbe(!)

Hvis du vil bruge mere end én dag på turen, kan du overnatte i Risøyhamn eller Dverberg. Hele ruten er næsten helt flad, og kan udføres af alle.

Find flere aktiviteter på Vesterålen samt steder, hvor du kan leje en cykel:

11. Mjøstråkk

Sæson: Fra maj til oktober
Nærmeste togstation: Hamar, Lillehammer

Tag turen rundt om Norges største sø, Mjøsa. Mjøstråkk-ruten er 250 kilometer lang og går gennem både kulturlandskab og byer som Gjøvik, Hamar og Lillehammer.

Tag dig god tid og lav masser af stop undervejs, for der er meget at se og lave i området. Besøg for eksempel Lillehammer Kunstmuseum, Norges mindste chokoladefabrik i Gjøvik og Domkirkeodden i Hamar, hvor du kan se ruinerne af den 950 år gamle Hamar Domkirke. Har du taget børnene med? Så er en lille omvej til Hunderfossen Eventyrpark et sikkert hit.

Hvis du planlægger et par dage ekstra til denne tur er der også tid til at besøge nogle af de mange bondegårde samt at opleve regionens gæstfrihed og fantastiske madkultur, der er baseret på lokale råvarer med et moderne twist.

Det meste af turen er ret let og passer til de fleste. Der kan lejes cykler mange steder langs ruten, og hvis benene bliver tunge en dag, kan du tage med Skibladner, verdens ældste hjuldamper der stadig er i brug.

Lej en cykel og find aktiviteter langs turen:

Book en tur på den nordlige side af Mjøsa, inklusiv en sejltur med Skibladner, verdens ældste hjuldamper der stadig er i brug.

12. Den majestætiske fjordtur

Sæson: Forår, sommer, efterår
Nærmeste togstation: Bergen eller Voss

Hop på cyklen i Bergen eller Voss og læg 303 kilometer fantastisk fjordlandskab bag dig. Den majestætiske fjordtur er en rundtur på den norske vestkyst, der tager dig med gennem Voss og Myrkdalen, over Gaularfjellet på en af de nationale turistveje, gennem Førde på FjordKysten og langs med Sognefjorden.

Brug et par dage ekstra og udforsk området i dybden. Du kan for eksempel bo på det historiske Kviknes Hotel i Balestrand. Find skjulte perler og vandrestier, prøv at ro kajak eller tag på en guidet gletsjervandring. En lille pause fra cyklingen kan være kærkommen.

Denne rute byder både på episke klatringer og stejle nedkørsler med hårnålesving, så det er en klar fordel at være i god form og at have prøvet noget lignende før. Du kan leje en elektrisk cykel, der kan hjælpe dig lidt på vej - eller hyre en guide.

Udforsk FjordKysten:

13. Lavkaløypa ved Lyngenfjorden

Sæson: Fra slutningen af juni til slutningen af september
Nærmeste lufthavn: Tromsø eller Bardufoss

Den 68 kilometer lange mountainbiking-sti Lavkaløypa starter i Storfjord i Lyngenfjord-regionen. Den går gennem den grønne Kitdalen, før den bringer dig op i 800 meters højde. Så snart du er over trægrænsen finder du ud af, at det har været anstrengelserne værd.

Fra toppen går turen ned til Skibotndalen, der ender i Skibotn. Turen følger den samme rute som MTB-løbet Lavkarittet, og selvom du har brug for en mountainbike, er det ikke en speciel teknisk rute. Ned ad bakke cykler du mest på grusveje, og det der er af sticykling kan de fleste overkomme.

På vejen kommer du forbi noget krigshistorie, idet dele af stien blev bygget af krigsfanger under Anden Verdenskrig. Ellers er det mest naturen i sig selv, der er turen værd. Der er ingen etablerede overnatning- eller spisemuligheder på ruten, så medbring rigeligt med mad og drikke.

Ruten er hård, men overkommelig, hvis du er i god form og tager dig god tid. Du kan leje cykler mange steder i Lyngenfjord-regionen.

Find den perfekte cykeltur og aktiviteter undervejs:

Se cykelekspert Øyvind Wolds bedste tips til hvordan du planlægger og pakker til cykelferien!

De bedste tilbud fra vores partnere

Book din ferie til Norge i dag!

Med cyklen rundt i Norge

Se selv

På udkig efter noget andet?

Det varierede landskab i Norge sørger for at du altid kan finde en passende udfordring med jernhesten. Filtrer din søgning og se tilbuddene herunder.

0

Store oplevelser venter

Senest besøgte sider