











ØSTFOLD
Kulturbyer, strandliv og ren idyl
Scroll ned for at få inspiration, eller
gå direkte til planlægningssiden:
Har du lyst til at opleve nogle af Norges hyggeligste fæstningsbyer, inden du kobler helt af med en ferie ved vandet?
Eller vil du fordybe dig i markant samtidskunst og forhistoriske helleristninger i skønne omgivelser?
Så sæt kursen mod Østfold!
Du finder Østfold på den østlige side af Oslofjorden, fra byen Moss til grænsen mod Sverige.
Den største by i Østfold er Fredrikstad, en af Nordeuropas bedst bevarede fæstningsbyer.
I Fredrikstad kan du tage et gratis “krydstogt” på elven med byens færge, der sejler mellem centrum og den historiske bydel Gamlebyen.
Her finder du mange spændende nichebutikker samt Skandinaviens største modeljernbanecenter.
Og om sommeren er der hver lørdag loppemarked - det må du ikke gå glip af.
Gamlebyen sprudler af kreativitet!
Se udstillingerne i Østfold Kunstsenter (på billedet) og kunstnerkollektivet Bastion 5.
Rund besøget af med smagsoplevelser på et af de lokale spisesteder, for eksempel Restaurant Slippen.
Og SÅ en tur til stranden! Hvaler-øerne er ren skærgårdsidyl med sand og hav til alle sider.
Du skal faktisk bare pakke solcremen, badetøjet og solbrillerne.
Og husk: Havluft får pulsen helt ned, uanset årstiden.
Ved grænsen venter der flere spændende oplevelser.
I den hyggelige lille grænseby Halden troner fæstningen Fredriksten.
Følg de brolagte gader ned til havnen, og besøg de lokale caféer og hyggelige butikker på vejen.
Måske får du øje på en af de klassiske amerikanerbiler, byen også er kendt for?
Læg vejen forbi den historiske Rød Herregård, hvor du kan spadsere en tur i den smukke barokhave efter et besøg på museet.
Tag endelig børnene med – de vil elske det!
Lige uden for Halden finder du Klatreparken – en af de største udendørs klatreparker i Skandinavien.
Og dem, der gerne vil være højt til vejrs, kan også overnatte i et træhus i skoven.
Indre Østfold er fyldt med sjov for hele familien! Mød dyrene på de lokale gårde, plask rundt i Østfoldbadet – en af Norges bedste vandparker – eller hop direkte ud i det i den actionfyldte Sprett Aktivitetspark.
En anden populær attraktion i området er Haldenkanalen, hvor du kan sejle med færge, i egen båd eller kajak gennem Europas højeste sluseanlæg, Brekke Sluser.
Apropos vand: Vidste du, at Ørje er hjemsted for Norges største dampbådsmiljø? Flere skibe, herunder motorskibet MS Brekke og dampdrevne skibe som DS Hans (på billedet) sejler på Haldenkanalen.
Er du glad for samtidskunst?
Kunstgalleriet F15 tilbyder kunstoplevelser af den højeste kaliber. Du kan også smage den søde og lækre lokale delikatesse Albykringle i cafeen!
Bagefter kan du få brændt nogle kalorier af på de smukke kyststier ...
… tag på en cykeltur gennem den smukke allé med ahorntræer …
... eller gå ombord i den store kunstsamling på Refsnes Gods, hvor du støder på navne som Edvard Munch og Andy Warhol.
Godset er også et hotel, så du kan overnatte i stilfulde rammer. Eller tag lidt længere sydpå til Støtvig Hotel i Larkollen.
Kan du tyde nogle af de 3.000 år gamle helleristninger langs den forhistoriske Oldtidsruta i Sarpsborg?
Siden den sidste istid har der boet mennesker i dette område, og Østfold har Norges største samling af helleristninger.
Sarpsborg blev grundlagt i 1016 af den norske konge Olav 2. Haraldsson (Olav den Hellige), da han ikke kunne passere vandfaldet Sarpsfossen med skib.
Og det kan man vel godt forstå, for Sarpsfossen er et af de mest vandrige vandfald i Europa.
På Inspiria Science Center er der masser af sjov med seje eksperimenter og aktiviteter, og udenfor kan man brænde krudt af i cykelparken.
Gå ad de markerede vandreruter, slap af ved vandet, stig på cyklen, og følg Unionsleden fra Moss til Karlstad gennem Indre Østfold.
Find mere information om Frederikstad, Sarpsborg og Moss.
Eller tjek de bedste attraktioner, hoteller og restauranter i Østfold ud på ”planlæg din rejse til Østfold”-siden.






































