Fjordlandskabet er et oplagt sted at kombinere forskellige aktiviteter der kan give et adrenalinsus, men her er også plads til at fordybe sig og bare slappe af.
Læg blødt ud med et fjordcruise, en let vandretur eller gåtur ved fjorden, eller deltag på en guidet tur til et udsigtspunkt, hvor du kan se fjorde, fjelde og vandfald.
De mere krævende vandreture inkluderer stigninger og klatringer, men altid med storslåede udsigter på toppen. Du kan også padle i kajak, prøve SUP (stand up paddling), rafting, gletsjervandring, bjergbestigning, klatring og via ferrata-ruter. Der er guidede fisketure på havet og fjordene samt i søer og elve.
Skisæsonen er lang og nogen steder uden ende, for eksempel ved Hardangerfjorden. Sommerskiløb er en populær aktivitet, der let kan kombineres med en svømmetur i fjorden senere på eftermiddagen.
Der er rigeligt med historiske steder, hvis du er til den slags - ruiner, gamle bygninger, kunst- og folkemuseer, frilandsmuseer, vikingehistorie. Bryggen i Bergen, Urnes Stavkirke samt fjordlandskabet ved Nærøyfjorden og Geirangerfjorden er på UNESCOs liste over verdensarv.
De mange nationalparker har som regel afmærkede stier, betjente og selvbetjente hytter, vilde dyr, søer, elve, gletsjere og besøgscentre.