Livet ved fjordene

Ad

I forfædrenes fodspor

I løbet af de seneste 30 år har Nærøyfjorden og Undredal fået veje og mange turister. Ellers er alt ved det gamle – stort set.

Original engelsk tekst: Mikeal Lunde. Foto/video: Kyrre Lien

“Hei fara! Falturil-tural-tura!”

I et udstillingsrum for lokal gedeost bryder Leif Inge Underdal stolt ud i et vers af ”Kråkevisa” - kragens sang – mens han tramper rytmen med sin fod. ”Jeg får folk til at synge med på denne sidste strofe. Alle kan være med, uanset om de kommer fra Korea eller andre steder”, siger han.

Vi er i Undredal. Denne lille landsby ligger lige ned til fjorden i et eventyragtigt norsk landskab, nær Nærøyfjordens munding. På caféen langs kajen får Undredals besøgende et indblik i den lokale kultur. Og ja: Leif Inge er opkaldt efter byen.

Nærøyfjorden.
Photo: Kyrre Lien

At leve af landet

Den pludselige fællessang bryder isen lige så effektivt som de skibe, der holder den smalle fjord isfri om vinteren. Men at det er ”Kråkevisa” er ikke tilfældigt. Moralen i denne folkevise er, at man skal bruge alt og undgå at smide noget væk – en lektie, der har været vigtig på disse kanter igennem historien. ”Jeg prøver at vise, hvordan det er muligt at leve af jordens rigdomme langs fjorden.

Enhver landbrugsressource skal være bæredygtigt forsvarlig”, forklarer Underdal, som bestyrer landsbyens lille købmandsforretning. ”Men de, som kommer og lytter, skal ikke bare høre vores historier, men også have det behageligt og nyde deres ophold”, siger han med entusiasme i stemmen. ”Så jeg underholder lidt”.

Erna, the milkmaid in Undredal.
Photo: Kyrre Lien

Erna's popular cheeses are made from fresh goat milk.
Photo: Kyrre Lien

The goats in Undredal are free to roam.
Photo: Kyrre Lien

Local cheese from Undredal.
Photo: Kyrre Lien

Selling local cheese in Undredal.
Photo: Kyrre Lien

Ad

Mageløs ost

Et par minutters kørsel ad den stadig nye vej fra Undredal ligger et par små fjeldgårde, der fremstiller gedeost og kød. Ved middagstid er der en seddel på en af gårdenes hoveddøre: ”Malkepigen holder fri indtil klokken 14”.

Mens hun gnider søvnen ud af øjnene serverer Erna Underdal Skarsbø kaffe og kage af frisklavet gedeost. Sådan er skikken her på egnen, når en fremmed banker på. Men osten er normalt ikke lavet i rummet ved siden af. ”Den er fra i morges”, siger Erna, der står op hver morgen klokken 4 for at malke dyrene.

Nogle af ostene sælger hun i Leif Inges butik i Undredal. Men siden vejen blev bygget, har hun haft kunder fra Holland, Tyskland, Rusland og Østeuropa, der har set skiltet med ”Gedeost sælges”. ”Vi kommunikerer på tegnsprog og nogle ord i gebrokkent engelsk”, fortæller Erna, der er fjerde generation på gården.

Et af Norges mest karakteristiske produkter er brunost, der er lavet af gedemælk. ”Vallen koges i 7-8 timer, indtil mælkens naturlige sukker er karamelliseret”, forklarer Underdal på caféen, mens han fremviser fire forskellige oste fra dalens lille ostemejeri.

Osten serveres med knækbrød, creme fraiche, lokal gedepølse og tre forskellige slags syltetøj – blåbær, hindbær og naturligvis den lokale favorit; multebær. Solbærsaft og friskpresset æblejuice hører også til på det veldækkede bord.

Alt er produceret lokalt, alt er fuld af smag: ”Gederne kan frit klatre op på fjeldsiden for at finde det bedste græs. Og når de spiser det bedste græs, så får vi den bedst mulige mælk”, siger købmanden.

Stilhed og ensomhed

Fra fjordsiden får du det bedste overblik over de traditionelle fjeldgårde, der bravt klingrer sig til de stejle fjeldsider. ”Stigen” er et berømt eksempel: En ensom gård, adskillige hundrede meter over fjordens turkisblå overflade. ”I gamle dage, når skatteopkræveren kom, hev de stigen op, så han ikke kunne komme frem. Eller sådan siges det i hvert fald”, siger Per A. Hove, kaptajn på MF Fanaraaken mellem Flåm og Gudvangen.

Langs Nærøyfjorden kan man stadig se tre gamle fiskerlejer klemt inde mellem fjorden og fjeldene, hvor folk har levet og overlevet siden tidernes morgen. Den største af dem havde små 40 indbyggere for en generation siden, men nu er der nærmest ikke flere beboere tilbage. ”Bare en enkelt fyr bliver der om vinteren”, siger Hove, mens han peger på et charmerende, lille fiskerleje idet færgen glider lydløst forbi.

Hove sejlede denne rute første gang i 1962. Et halvt århundrede senere keder den ham stadig ikke. ”Nogle siger, at det er i blodet. Det kan der være noget om”, siger han om at arbejde på vandet. ”Der er altid nye udfordringer – der er ikke to dage, der er ens. Og, nå ja, denne fjord er bare speciel, særligt på de solrige dage. På den sidste strækning ind mod Gudvangen forbløffes jeg stadig af landskabet”.

Også for Erna er der meget, der altid er det samme. ”I løbet af de seneste 30 år har vi fået veje, jeg har fået en bil, og der er kommet flere turister. Ellers er alt ved det gamle. Vi følger med i verdens gang, men her er så stille, så dejligt at være her. Alt er perfekt”, siger malkepigen: ”Det er mit lille paradis”.