Bag om Bryggen

Vikinger af keramik står på hylder og borde, omgivet af vaser, kunst og værktøjer dækket af ler. Et eller andet sted spiller en radio klassisk musik, overraskende højt. ”Jeg arbejder bedre med musik”, siger Elin Brudvik, inden hun alligevel skruer lidt ned. Hun var i gang med at forme en skål af vådt ler på en drejeskive. Atmosfæren i pottemagerværkstedet er intim, selvom det er et åbent værksted.

Lokalet, som Brudvik deler med en anden kunstner, ligger i en af de få bygninger af mursten på Bryggen i Bergen – engang det vigtigste centrum for handel mellem Norge og kontinentet.

I flammer

”Vi har åbent hele året rundt. Der er masser af små og spændende begivenheder, som også de lokale indbyggere burde være mere opmærksomme på”, siger Bruvik og understreger, at hun ikke tilpasser sin stil til turisterne om sommeren. ”Jeg laver ikke souvenirs. Jeg laver min egne ting”. Bruvik er blot én af mange. Men for 50 år siden var historien en anden.

”Bryggen er et særdeles originalt samfund med dets eget karakteristiske særpræg. Men det er næsten et mirakel, at det er blevet sådan”, siger Eric Saudan, indehaver af Bryggen Tracteursted – en restaurant, der spillede en hovedrolle i genoplivningen af området tilbage i 70’erne.

Gennem næsten et årtusind med handel vrimlede området af liv og vigør. Men i midten af 1900-tallet var de gamle købmandsgårde og lagerrum forladte og i dårlig stand, tæret af tidens tand. Da den seneste af en række storbrande hærgede i 1955, var der egentligt mest stemning for at lade det hele brænde ned til grunden.

”Nu er det blevet centrum for kreativitet og fuld af mennesker, der lægger liv og sjæl i det de gør”, siger Saudan. ”Bryggen gik fra at være på randen af ødelæggelse til at være kulturleder og verdensarv under UNESCO”.

Bryggens historie går tilbage til omkring år 1070, kort efter vikingetidens ophør. Beliggenheden var let at forsvare mod angreb, men samtidig let at komme til med skibe fra det højere nord, Island og kontinentet. Det blev hurtigt en af de vigtigste handelscentre i Norden. 300 år senere etablerede Hanseforbundet et kontor i den voksende by, og fik stor indflydelse på udviklingen de næste mange hundrede år.

I de år ville den søde duft af tjære langs træbygningerne have været fortrængt af den stærkere lugt af tørret fisk. Tonsvis af tørret fisk. De tyske hanseatere havde sikret sig monopol på handel med tørret og saltet torsk fra de rige norske fiskefarvande mod nord.

Nu om dage har de norske handelsmænd endelig fundet sig til rette. En kunstner, der har haft sit lokale på Bryggen siden begyndelsen, er Marianne Lien. ”Der er bare omkring 11 grader om vinteren, og nogle gange regner det ind. Men jeg er vant til det. Det har sin egen charme”, siger Lien.

Malerresterne, avisudklippene, kludene og krukkerne, dukkerne og de brugte kaffekopper er alle vidne om de 31 år der er gået, siden hun startede med at arbejde her. ”Jeg elsker dette lokale”, siger hun. ”Jeg vil gerne være her hver eneste dag. Jeg har været kunstner siden jeg var en lille pige, og jeg kan ikke forestille mig at være noget som helst andet”.