”Jeg har skrevet 19 romaner og en håndfuld noveller om Varg Veum og har dækket enhver krinkelkrog af Bergen i denne serie. I bogen I mørke er alle ulve grå dør der for eksempel en mand i huset lige bag os,” siger han.
Staalesens kulturtrekant
Staalesen har taget os med til bydelen Nordnes, det første af hans tre kulturelle højdepunkter. Han blev født i denne del af Bergen i 1940, bare få år efter hans fiktive helt Varg Veum.
”Varg voksede faktisk op i den samme gade som jeg, men han er fem år ældre. Jeg har altid betragtet ham som en af gadens store drenge,” fortæller han.
Meget har ændret sig siden dengang. Flere familier måtte ofte deles om pladsen i de små træhuse, og gaderne var fulde af legende børn.
”Det her er Trangesmauet. Navnet siger næsten sig selv - her er ikke meget plads. Maren Kristine Pedersen, seriens femme fatale, bor i et af disse huse,” siger Staalesen og gestikulerer med armen.
”En mørk nytårsnat får Maren Kristine besøg på loftet af Konsul Frimann. På vej hjem fra dette besøg bliver konsulen brutalt myrdet af en person, hvis identitet først bliver afsløret på de allersidste sider af bog nummer tre. Så ja, der er sket mange ting her i gyden,” siger forfatteren.