Sluk tørsten i Norge
Smagen af ren natur
Lad den uberørte natur slukke din tørst.
Eksklusiv æblemost og cider fra frugtbare fjorde og dale.
Næringsrig og smagsrig mælk fra de norske sommersætere.
Kaffe. Hvor som helst, når som helst.
Norge er på alle måder et rislende, sprudlende, klukkende og boblende land. Sluk tørsten med lidt godt fra en café, et bryggeri, et destilleri eller en bondegård. Her får du eksperternes tips til de drikkevarer, du bare MÅ smage.
”Man kan drikke rent, bakteriefrit vand lige fra hanen og fra en bæk på fjeldet. Det er en luksus, som jeg vil mene er ret unik i forhold til resten af verden,” siger Vidar Lund, der er ledende forsker ved Norges Institut for Folkesundhed.
Frisk fra fjeldbækken
Tag en drikkeflaske med i rygsækken på din vandretur i de norske fjelde. Du kan ’tappe’ koldt og 100 procent naturligt kildevand direkte fra vandløbene på fjeldet. Gå efter det vand, der løber ned ad stejle skråninger. Sørg også for at have overblik over terrænet for at sikre, at vandet ikke er forurenet af dyr.
I øvrigt er ’Fjellbekk’ også navnet på en klassisk norsk cocktail med akvavit, vodka, citron og lime. Akvavit hedder 'akevitt' på norsk og er den mest populære spiritus i Norge.
Prisvindende æblemost og cider
Det samme vand absorberes af de frugttræer, der hvert efterår står for litervis af norsk cider og frugtjuice. Norsk æblemost og -cider er tit at finde i toppen af internationale kåringer.
Mikroklimaet ved Hardangerfjorden og Sognefjorden samt i Telemark er ideelt til dyrkning af frugt. Vandets overflade reflekterer solens stråler ind mod de stejle skråninger, hvor træerne blomstrer. Jordbunden består af moræne, efterladt af gletsjere.
Siden 2009 har både ’Hardanger Sider’ og ’Eplemost/-juice fra Hardanger’ været mærket med geografisk beskyttet betegnelse, på samme måde som Champagne i Frankrig. Æblerne, der dyrkes ved fjordene, er lige så forskelligartede i type som de franske druer.
Flere og flere spændende ciderproducenter, mikrobryggerier og finurlige gårdbutikker dukker op over hele landet. Få smagsprøver på de dejlige dråber i Fruktbygda (frugtlandsbyen), i Gvarv i Telemark. Her har frugtbønderne også vundet mange priser, herunder Norges bedste æblemost!
Besøg Hardangers frugtgårde
Smag æblemost og cider i verdensklasse, kom med på et cider-cruise og gå på opdagelse i plantagerne!
Ølbrygning
Der er blevet brygget øl i Norge i mere end 3.000 år, og vikingerne var kendte for deres mjød. I dag kan du finde en stor variation af ølbryggerier fra syd til nord. Mange bryggere er kreative med ingredienser og smage, herunder en lang række forskellige frugter og endda gran og mælkebøtte. Hundredvis af nye bryggerier er dukket op i de seneste år, mange med international opmærksomhed. Book et besøg på et bryggeri for at se bryggeprocessen på nært hold.
I Norge er der også adskillige nyere gin- og whiskydestillerier. Mange af dem ligger på afsidesliggende øer langt fra fastlandet, herunder Myken Distilleri ud for Helgelandskysten, Feddie Ocean Distillery på Fedje helt yderst i Vestlandet, og Oss Craft Distillery nær Bergen.
Du kan også besøge verdens nordligste whiskydestilleri, Aurora Spirit Distillery, ved munden af Lyngenfjorden i Nord-Norge, for en arktisk oplevelse.
Kaffetid = altid
Nordmændene drikker meget kaffe. Som i rigtigt meget kaffe! Det er ikke for ingenting, at adskillige mester-baristaer har sin daglige gang i Norge. I Oslo kan du nyde en kop brygget af en verdensmester; Tim Wendelboe. Hans café - mikroristeri, kaffetræningscenter og espressobar i ét - ligger i Grünerløkka-kvarteret, tæt på Akerselva.
Find de hyggeligste kaffebarer og husk at smage ekstra godt på kaffen på nogle af de nye og uafhængige kaffebarer over hele landet.
Mælk der smager af natur
Det er selve den norske natur, der gør landets mælkeprodukter så smagfulde. Selv mælk købt i supermarkedet smager godt. Det er ikke mindst fordi de norske køer får lov til at gå frit rundt på græs hele sommeren. Mange norske bønder sætter dyrevelfærd i højsædet og tager sig godt af deres dyr.
Besøg en norsk sommergård eller sommersæter, hvor du mange steder kan smage mælk direkte fra koen. Mange gårde ligger i smukke kulturlandskaber, så du kan tilfredsstille dine smagsløg samtidig med, at du nyder udsigten.
Den dejlige smag af norsk mælk
Vidste du, at køerne i Norge har mindst 8 ugers ferie? Find ud af hvorfor norsk mælk og kød er i verdensklasse.
Saft, kraft og vitaminer
Kunne du tænke dig en fermenteret smoothie eller en kombucha (fermenteret te)?
Fermentering betegner en proces, hvor organiske stoffer langsomt nedbrydes. Metoden kan bruges til fremstilling af meget mere end øl, æblecider og madvarer, for eksempel hvis man bruger starterkulturer som tykmælk, kefirgryn eller valle.
Gry Hammer er forfatter til bogen Fermentering, og hun brænder for at puste nyt liv i denne gamle, norske tradition.
"Smoothies, der laves på norsk, klumpet surmælk blandet med årstidens bær og frugt, er en nem måde at bruge et fermenteret basisprodukt på. Enhver fermenteret drik er en form for 'trylledrik' eller eliksir fuld af saft, kraft og vitaminer," siger Gry Hammer.
Overalt i Norge kan du slukke tørsten med et fantastisk udvalg af drikkevarer, der er lige så friske og rene som den uberørte natur. Så tag på opdagelse og nyd noget godt i glasset som en helt naturlig ting.
Lad smagsløgene vælge rejsemålet
Er du en ægte foodie? Tag med på kulinarisk rundtur i Norge.
Drinks med udsigt
Slap af og nyd stemningen på Norges hippeste tagterrasser og rooftop-barer!
Find et sted at slukke tørsten
Der er ingen grund til at vente til du er her med at finde ud af, hvor og hvad du gerne vil drikke.
Benyt dig af disse gode tilbud
Planlæg din rejse til Norge sammen med en af Visit Norways samarbejdspartnere.