Hør kobjælder, få en snak med malkepigerne og sæt tænderne i traditionel sætermad - besøg nogle af de mange karakteristiske 'støler' og 'sætere' i de norske fjelde. Her kan du smage friskkærnet smør, ost, rømmegrøt (flødegrød) og gedemælkskarameller.
Norske sætere og støler
En sæter er en græsgang på fjeldet, hvor gårdenes dyr tilbringer store dele af sommeren. En støl er en malkeplads, der typisk ligger tættere på hovedgården end sæteren.
Der er omkring 700 aktive sætere og støler i Norge. De er normalt åbne mellem begyndelsen af juni og slutningen af august eller begyndelsen af september. Mange af disse sætere og støler har små butikker og tilbyder overnatning og aktiviteter.
Find mere information om de norske sætere og støler på hanen.no, osteloypa.no og seterkultur.no
Lykken er at kæle med små gedekid, indsnuse den friske fjeldluft og spise dejlig, kortrejst mad i eftermiddagssolens varmende stråler i de norske fjelde.
I mange hundrede år har sommersæterne og stølerne i fjeldene været en central del af norsk landbrug. Da der var flest, fandtes der over 100.000 af slagsen rundt om i landet.
"At have sætere og støler i fjeldene gjorde det muligt for bønderne at udnytte mere af deres jord. Det var meget almindeligt, at hver gård havde mere end én sæter", siger Bernt Bucher-Johannessen. Han er daglig leder hos organisationen HANEN, der markedsfører gårdturisme i Norge.
I løbet af sommeren var det malkepigerne, der tog sig af livet på sæterne. De malkede køerne og gederne, lavede smør og ost og kiggede efter dyrene. Mælken blev sendt videre til andre beboere i lokalområdet, så de også kunne lave ost, smør, fløde og 'prim' (en slags smøreost).
I dag er der omkring 700 levende sæter og støler tilbage, hvor både store og små kan opleve livet på landet, som det var i gamle dage.
"Når du besøger en støl eller en sæter kommer du helt tæt på dyrene og får mulighed for at se, hvordan ost og smør bliver lavet. Du kan også prøvesmage noget af den traditionelle sætermad, for eksempel rømmegrøt, fladbrød og spegemad", forklarer Bucher-Johannessen.
Nogle steder kan du hjælpe med at malke og fodre dyrene, prøve at kærne smør, ride på heste eller deltage i en mælkespandskastnings-konkurrence. På mange af sommergårdene kan du overnatte, besøge en café eller gå på opdagelse i små gårdbutikker.
"Et besøg er et perfekt stop for vandrere, der vil smage lidt godt mad efter en lang dag på fjeldet. Eller for bedsteforældre, der vil have lidt kvalitetstid med børnebørnene", siger Bucher-Johannessen.
Her anbefaler han nogle af Norges flotteste sætere og støler.
Herdalssetra
Hvor: Norddal i Sunnmøre, Fjord Norge
Den smukke Herdalssetra har været i brug uafbrudt de seneste 300 år. Her er 35 store og små gårdbygninger og omkring 400 dyr, der frembringer hvid og brun gedeost samt gedemælkskarameller. Om sommeren serverer caféen på stedet traditionel sæterkost, herunder rømmegrøt og saltet kød.
Oplevelser i nærheden: Herdalssetra ligger ved fjeldet Hereggja (1.557 m.o.h.). Herfra er der en to-timers vandretur til naturreservatet Kallskaret, kendt for sin enestående geologi. Overnat på Petrines Gjestgiveri i den maleriske fjordlandsby Norddal, hvor du også kan smage den berømte gedeburger. Find flere oplevelser ved Geirangerfjorden.
Brimi Sæter
Hvor: Lom i Jotunheimen, Østlandet
På Brimi Sæter i Jotunheimen er der oplevelser for hele familien. Se hvordan den prisvindende ost bliver til, hyg dig med de søde dyr og smag den himmelske mad på caféen. Du kan også købe en souvenir med hjem i den lille gårdbutik. Der kan overnattes i sæterbygningerne, i lavvu-telte og på høloftet.
Oplevelser i nærheden: Brimi Sæter er en oplagt base for vandreture til Besseggen, Galdhøpiggen og Glittertind. Fjeldgården ligger en kort køretur fra den lille by Lom, hvor du kan besøge Norsk Fjellsenter, Lom Stavkirke og - ikke mindst - det berømte Bakeriet i Lom. Find flere oplevelser i Jotunheimen.
Renndølsetra
Hvor: Sunndal i Nordvest, Fjord Norge
Hver sommer siden 1740 har familien Opdøl haft deres dyr på græs på Renndølsetra i Innerdalen - og de laver naturligvis stadig fløde, yoghurt og smør fra køernes mælk. Den idylliske og traditionelle sommergård har seks gæsteværelser med plads til 26 personer i alt. I caféen serveres der friskbagte vafler og sæterkost lavet af gårdens egne produkter samt fisk og vildt fra området.
Oplevelser i nærheden: Renndølsetra ligger i Innerdalen, der er kendt for at være én af Norges smukkeste dale. Lad dig betage af Blåfjellet på afstand, eller gå op på toppen og nyd udsigten. Find flere oplevelser i Nordvest.
Håvardsrud Seterliv
Hvor: Tinn i Telemark, Østlandet
Håvardsrud Seterliv er en traditionel sæter i Skirvedalen. Her tilbydes der overnatning, aktiviteter og madoplevelser. Hjælp til med at få køerne på græs, fodre dyrene og at malke køerne. Du kan også ride på heste eller få et lille kursus i at kærne smør. Butikken sælger økologiske produkter fra gården og lokalområdet.
Oplevelser i nærheden: Håvardsrud Seterliv ligger cirka 45 minutters kørsel fra Rjukan. Gå en tur på de afmærkede vandrestier, tag Krossobanen op til Hardangervidda eller hør mere om sabotagemissionerne i området under Anden Verdenskrig. Find flere oplevelser i Telemark.
Fagerdalen Støl
Hvor: Hol i Hallingdal, Østlandet
Fagerdalen Støl ligger øverst i Hallingdal og er blevet drevet af den samme familie i over 300 år. Stølen er i fuld drift hver sommer, og alt der malkes, kærnes og laves på gården serveres på caféen eller sælges i gårdbutikken. Smag den traditionelle rømmegrøt og de lækre oste, før du går ned til de søde dyr.
Oplevelser i nærheden: Fagerdalen ligger mellem Bergsjø og Hoved, der er et oplagt område for cykelture. Gården er også et godt udgangspunkt for vandreture til to af Hallingdals flotteste fjelde, Hallingskarvet og Reinsskarvet. Find flere oplevelser i Hallingdal.
Olestølen
Hvor: Valdres, Østlandet
Olestølen ligger i flotte omgivelser ved søen Olevatn i Valdres, cirka 15 minutter nordøst for Beitostølen og 40 minutter nord for Fagernes. Her bliver alt gedemælk forarbejdet i et ’mikromejeri’ og forvandlet til de lækreste gedeoste - hvide, og brune, fra feta til chevre. Brunosten koges i en vedfyret jerngryde og røres i hånden - ligesom i gamle dage. Gården er også hjem for heste, grise, ænder og katte, og der kan købes lokale håndværksprodukter på stedet.
Oplevelser i nærheden: Den populære vandre- og skidestination Beitostølen ligger en kort køretur fra Olestølen. Om sommeren kan du prøve hundeslædekørsel på hjul, ro i kano eller prøve packrafting, en mellemting af padling og rafting.
Kalven Seter
Hvor: Vågå i Gudbrandsdalen, Østlandet
Kalven Seter ligger ved Lemonsjøen, ikke langt fra Jotunheimen. Gården har otte bygninger fra 1800- og 1900-tallet, samt Norges måske mest unikke kaffebar. I den gamle dagligstue serverer barista-malkepigen alt fra espresso med mælk fra gården til smoothies og varme vafler.
På gårdspladsen kan du kaste med hestesko og mælkespande eller prøve bueskydning og hesteridning. Gården arrangerer også koncerter og udstillinger.
Oplevelser i nærheden: Kalven Seter er en perfekt base for vandre- og cykelture i Jotunheimen. I byen Vågå kan du gå i Edvard Munchs fodspor og besøge den gamle kirke fra 1100-tallet. Find flere oplevelser i Gudbrandsdalen.
Selstali Seter
Hvor: Tinn i Telemark, Østlandet
Selstali Seter ligger for foden af Gaustatoppen, det sydlige Norges højeste fjeld. Her går køer, kalve og lam frit rundt mellem hinanden og nyder de rolige omgivelser. Komælken bruges i både smør, fløde og til gårdens dejlige oste.
Selstali har servering hele sommeren samt to hyggelige tømmerhytter til udlejning. Selv den yngste i familien kan være med til at malke og fodre køerne.
Oplevelser i nærheden: Fra Selstali Seter er det let at begynde vandreturen til Gaustatoppen, der af mange (herunder Lonely Planet) anses for at være Norges smukkeste fjeld. På en klar dag kan man se en sjettedel af det norske fastland fra toppen. Du kan også leje en kano og ro på søerne i området. Find flere oplevelser i Telemark.
Norske sætere og støler
En sæter er en græsgang på fjeldet, hvor gårdenes dyr tilbringer store dele af sommeren. En støl er en malkeplads, der typisk ligger tættere på hovedgården end sæteren.
Der er omkring 700 aktive sætere og støler i Norge. De er normalt åbne mellem begyndelsen af juni og slutningen af august eller begyndelsen af september. Mange af disse sætere og støler har små butikker og tilbyder overnatning og aktiviteter.
Find mere information om de norske sætere og støler på hanen.no, osteloypa.no og seterkultur.no
I Norge er der masser af finurlige steder at tilbringe natten. Overnat på en fornem herregård, på et historisk hotel eller på et af de andre af landets anderledes overnatningssteder.
Flere sætere og støler
Planlæg dit besøg
Udforsk Norges mange sætere og støler om sommeren. Start planlægningen i dag!
Benyt dig af disse gode tilbud
Planlæg din rejse til Norge sammen med en af Visit Norways samarbejds partnere.
Nyd livet på landet
Bliv inspireret
Her er nogle andre artikler, du måske vil synes om.