Det samiske køkken
Der er ikke mange kokke, der bruger lige så meget natur i deres køkken som samerne. Traditionel samisk mad laves af lokale råvarer som fisk, vildt, rensdyr, bær og urter. De bruger også nogle mere utraditionelle dele af dyret i deres madlavning.
”Jeg bruger blod og friturestegt rensdyrlav i min madlavning. Blodpølse er en traditionel spise og rensdyrlav er en lokal delikatesse,” forklarer kokken Martin Jönsson, et velkendt navn i Skandinavien og en ivrig fortaler for lokal mad.
I dag er han køkkenchef på Linken Restaurant & Bar, en tapasrestaurant med fin udsigt over Narvik. Det meste af menukortet består af spanske tapasretter, men der benyttes mange lokale nord-norske ingredienser såsom fisk og skaldyr, vildt og bær.
”Jeg kan godt lide at arbejde med fisk, og vi bruger ofte fjeldørred. Ellers varierer det efter sæsonen,” siger han.
Har du smagt rensdyrkød? Det har en unik og mild vildtsmag. Samerne bruger rensdyret i stort set alle aspekter af deres hverdag, fra kød til madlavning til pels og skind til tøj og sko.
Det eksklusive kød er hovedingrediensen i mange samiske madretter, herunder den kendte bidos, der er en traditionel suppe af gulerod, kartoffel og langtidskogt rensdyrkød. Retten serveres ofte til samiske bryllupper og ved andre festlige lejligheder.
Rensdyr serveres også ofte på de bedste arktiske restauranter i regionen, hvor du blandt andet kan prøve rensdyr carpaccio og mør inder-filet, der smelter på tungen. Men rensdyr er ikke den eneste grund for kødelskere til at tage mod nord…
Lam i verdensklasse
Du kan spise lam stort set over hele verden, men det eksklusive Lofotlam finder du kun på Lofoten i Nord-Norge. Kombinationen af god avl og næringsrig græsning på fjeldet betyder, at fedtet på et lam fra Lofoten er marmoreret ind i kødet. Dette giver Lofotlam en helt unik mørhed og særegen aroma.
Det samme gælder for Lyngenlam, der græsser i fjeldene på halvøen Lyngen lidt længere mod nord. Både Lofotlam og Lyngenlam er officielt anerkendt med norsk beskyttet geografisk betegnelse, som traditionsprodukter med lokalt særpræg og høj kvalitet.
Langsomvoksende magi
Det kræver grønne fingre at dyrke frugt og bær nord for polarcirklen. Men den hårde indsats er det hele værd, for det giver de nord-norske køkkenchefer en overflod af råvarer af højeste kvalitet. De lange lyse dage om sommeren kompenserer for de lange og mørke vintre i det arktiske Norge.
"Midnatssolen har en positiv effekt på dyrkningen af frugt, grønt og bær. Kartofler og rodfrugter er ekstra smagsrige, og jordbær, der modnes under midnatssolen her i nord, er meget saftige,” siger Gunnar Jensen hos Mathallen.
Plukning af multebær har lange traditioner i Nord-Norge, hvor disse bær er særligt udbredte. De gyldne bær er særligt gode i marmelade og i desserten multekrem.
Bare husk, at du ikke må plukke multebær på tydeligt afmærkede private marker i Nord-Norge.
Har du en sød tand? Nyd et stykke Kvæfjordkake- det smager så godt, at nogle bare kalder det ”verdens bedste kage”. Det er i øvrigt også Norges nationalkage. Eller prøv Møsbrømlefse, en sød sag fra området omkring Bodø og Salten.