Joly og 2 x Dave

I vinteren 2009 besøgte Joly Braime fra Storbritannien domkirken Nidarosdomen i Trondheim, hvor han så en informationstavle om Skt. Olav-ruten. Idéen om at begive sig ud på en pilgrimsrejse i Norge tumlede rundt i yderligere fem år, indtil sommeren 2014, hvor en kortere periode uden job udgjorde den perfekte mulighed. Han havde en hel måned til at gå fra Oslo til Trondheim. Hans bedste ven, Dave, ville støde til for at gå sammen med ham de midterste to uger.

Han havde planer om at gå alene resten af tiden, men i løbet af de første par dage stødte han på en venlig amerikansk pilgrimsrejsende fra Michigan, der også hed Dave. Efter at deres veje var krydsedes en del gange, begyndte de at gå sammen og endte også med at følges ad hele vejen til Trondheim. Joly fortæller her om rejsen med 2 x Dave og nogle af de vilde ting, de oplevede på deres pilgrimsrejse til Trondheim.

Hvad var det, der fascinerede dig i forhold til at tage på pilgrimsrejse i Norge?

Idéen om at gå den lange vej og bare slå lejr, når jeg havde fået nok, virkede som et helt utroligt eventyr. Jeg var ret ivrig efter at få så meget som muligt ud af allemandsretten, fordi det at campere på denne måde ikke er lovligt i store dele af England.

Er der forskel på almindelig vandring og pilgrimsvandring?

Der er mange gode ting ved at vandre, men jeg tror, det føles anderledes, når man vandrer på en rute, hvor folk kender ens formål. Alle de mennesker, der bor langs ruten, kender til den, så alle vidste, at vi var pilgrimsrejsende og var ofte meget gæstfri og interesserede. Gæstfriheden var ret interessant. Vi fik ofte hjælp af folk.

Det var virkelig en varm sommer, og jeg husker en dag, jeg kom traskende ned ad vejen i bagende sol. Pludselig kom en dame løbende ud gennem sin havelåge, viftende med en flaske kold vand i hånden til mig. Hun endte med at invitere mig ind til en kop kaffe og lidt frokost med familien. Den slags oplevelser havde vi ind imellem.

Var der nogle interessante oplevelser, som du tænker, du ikke ville have fået som almindelig vandrer?

Faktisk var de kirker, vi stødte på undervejs, en interessant oplevelse. Ingen af os er specielt religiøse, men det var rart at stoppe op og bruge lidt tid på selvfordybelse og hvile. Når vi ankom til en kirke inden for åbningstid, gik vi inden for og sad så der i fred og ro i 10-15 minutter, bare for at tænke lidt.

Det var en slags indbygget del af turen, som ikke ville være del af andre ferier. Det var en utrolig spirituel og afslappende oplevelse, og kirkerne skilte sig meget ud fra hinanden. Der er trækirker, stenkirker, skiferkirker, nogle er meget gamle, mens andre er meget moderne.

Hvorfor er det, at folk begynder at stille store og vigtige spørgsmål på en tur som denne?

Jamen, det er selvfølgelig, fordi man har meget tid til at tænke over tingene. Men måske har det også noget at gøre med, at formålet med ruten netop er at udgøre rammerne for et sted, hvor mennesker kan stoppe op og tænke. Det er ikke rigtigt til at komme uden om.

Du går en rute, som mennesker på afgørende tidspunkter i deres liv har gået på i flere hundrede år før dig, og det giver rejsen en form for åndeligt aspekt. Den måde folk behandler dig på er også vigtigt. Som pilgrimsrejsende bliver du genkendt med det samme. På en ret så gammeldags måde føler du dig passet på.

Hvordan var det at nå målet?

Det var skønt, og timingen var perfekt. Da vi ankom til Trondheim, var der en stor festival med middelaldermarked. Det føltes som at træde ind i Middelalderen. I lang tid havde der åndet fred og ro, og så pludselig alle festlighederne i byen.

Det er en utrolig smuk oplevelse at ankomme til Trondheim. Og domkirken er fantastisk. En pilgrimspræst fik øje på os næsten i samme øjeblik, vi ankom. Han kom direkte over til os og sagde: Er I pilgrimsrejsende? Så er I i mål – velkommen!

Læs hele historien på pilegrimsleden.no