En helende pilgrimsrejse

"Denne sten er til mig! Den kaldte ligesom på mig - 'tag mig, tag mig!'", siger Kes med et fjoget grin, med stenen i hånden.

Det er en mild septemberdag, og Kes befinder sig i Dovrefjell Nationalparks bølgende landskab. Stenen er en helt almindelig, grå sten. Men efter den 37-årige hollænder samlede stenen op undervejs, har den fået ny mening.

Kes tager en stor mundfuld frisk fjeldluft og går videre. Skridt for skridt bevæger han sig op af Hardbakken, til toppen af Allmannsrøysa. Her har adskillige pilgrimme før ham efterladt deres egen symbolske byrde i form af en sten, hvorefter de har fortsat turen mod Trondheim en lille smule lettere. Snart er det Kes’ tur.

Den hårdeste kamp

Kes fik sin sidste kemoterapi for halvandet år siden. Men efter at have overvundet kræften indså han, at den hårdeste kamp stadig lå foran ham. Kræftcellerne blev afløst af angstanfald og en frygt for at være alene, for at være i live.

"Alt, der førhen gjorde mig glad, betød intet for mig mere."

Han kunne ikke længere genkende sig selv.

Så fik han en besked fra Visitnorway: Kunne han ikke tænke sig at vandre den 643 kilometer lange pilgrimsrute fra klosterruinerne i Oslo til Nidarosdomen i Trondheim? Pilgrimsfærden skulle blive en del af en dokumentarserie om, hvordan vandring i naturen og det at tage sig god tid til at tænke over livet kan ændre mennesker. Om ikke dette måske lige var det, han havde brug for?

"Men jeg havde godt nok ikke høje forventninger. Dengang kunne intet rokke ved mig", siger Kes.

Kunsten at sætte det ene ben foran det andet

Og her står han så, et par uger senere, på toppen af Dovrefjell, 1.212 meter over havets overflade, med en grå sten i hånden. Han er nået frem ved egen hjælp, og er træt - men på en god måde.

De sidste mange dage har han vandret over marker og gennem skove, i Gudbrandsdalens smukke kulturlandskaber, langs søer og over fjelde. Og han har mødt mange venlige mennesker undervejs - er blevet budt indenfor på familieejede gårde, der har huset pilgrimme siden middelalderen. Han har spist godt, grinet og grædt - og gået.

"At gå er bare så simpelt. Man går bare. Fra A til B. Det er ren meditation", siger Kes.

Hjemme i Holland havde han prøvet at distancere sig selv fra sine tanker. Pilgrimsfærden gav ham et frirum til at tænke. Og han begyndte at føle noget igen.

"Det var smukt. Efter så lang tid var det rart endeligt at kunne føle noget."

Ifølge Kes var det blandingen af vandring og natur, der fik hans bekymringer til at falme og sendte smilet tilbage på læberne.

Naturlig heling

"Jeg tror på naturens kræfter som terapi. I naturen hænger alting sammen. Hele økosystemet påvirkes af ændringer i nærheden. Det har fået mig til at tænke på mig selv og hvad der ville ske, hvis jeg ikke var her mere. Det ville påvirke mange mennesker omkring mig. Jeg er måske ikke Greta Thunberg, men jeg betyder stadig noget for nogen."

Han nyder udsigten fra Allmannsrøysa, med våde øjne. Han trækker den friske fjeldluft helt ned i lungerne.

"Jeg vil gerne give slip på det, der holder mig tilbage. For fremtiden", siger han, idet han lægger den grå sten på bunken med alle de andre.

Der er stadig et godt stykke vej til Nidarosdomen, men han føler sig allerede lidt lettere.

Fremad

Tilbage i Holland synes Kes, at han har taget et stort skridt fremad. Han klarede turen til Trondheim til fods, og det har givet ham følelsen af, at have opnået noget. Undervejs var han bekymret for, om den gode fornemmelse ville forsvinde, når han kom hjem. Men det skete heldigvis ikke. Selvom han ikke er på 100 procent, har han det meget bedre end før turen til Norge. Måske er han endda klar til at elske igen?

"Der er helt sikkert et 'før Norge' og et 'efter Norge'", siger han.