Dette er Norges verdensarv

En vigtig del af FNs arbejde med uddannelse, videnskab og kultur (samlet under UNESCO) er bevaring af naturvidundere og kulturelle bygningsværker, der ikke bare er væsentlige for menneskets historie gennem tiderne, men også anses som uerstattelige.

Udvælgelsen baseres på ti kriterier, der spænder fra historisk betydning til enestående natur.

Der findes over 1.000 verdensarvssteder i verden, og de dækker over alt fra ikoniske menneskeskabte bygningsværker (for eksempel den kinesiske mur, operahuset i Sydney og pyramiderne) til enestående nationalparker, historiske samfund og forskellige kultur- og naturlandskaber.

I 1979 blev Bryggen i Bergen inkluderet på listen over UNESCO verdensarv, som det første sted i Norge. Rjukan-Notodden Industriarv blev i 2015 den seneste norske tilføjelse til listen.

Her er Norges otte natur- og kulturvidundere på UNESCOs verdensarvsliste.

Bryggen i Bergen

De smukke træbygninger på kajen ud mod Vågen er et af Bergens mest elskede mødesteder. Bydelen stammer helt tilbage fra år 1070, da byen blev grundlagt af Kong Olav III, også kendt som Olav Kyrre. Omkring år 1200 blev Bergen et økonomisk og administrativt knudepunkt i Norge, og Bryggen et stadig vigtigere handelscentrum.

Fra midten af 1300-tallet til midten af 1700-tallet var Bryggen hovedkvarter for det hanseatiske handelsforbund mellem Tyskland og Norge (blandt andre), hvor der blev udvekslet tørfisk, salt, øl, smykker og korn. Dette var også en periode med en rig udveksling af kultur, og adskillige tyske ord og udtryk har slået rødder i den vestnorske by som resultat.

Området har haft sit at se til med brande gennem tiderne - den seneste i 1955 - og Bryggen har været fredet lokalt siden 1927. Det er stadig muligt at fornemme det historiske sus, når man bevæger sig mellem de skæve bygninger. Bryggen i Bergen var det første sted i Norge, der blev skrevet ind på UNESCOs verdensarv.

Urnes Stavkirke

Blandt verdens ældste trækonstruktioner, der stadig er intakte, findes en række stavkirker, hvoraf langt de fleste ligger i Norge. I middelalderen var der mellem 1.000 og 2.000 af slagsen i landet. I dag er der blot 28 tilbage. Den ældste af dem alle er sandsynligvis Urnes Stavkirke ved Sognefjorden. Eksperterne mener, at denne stavkirke faktisk er den fjerde kirkebygning opført på det samme sted.

Kirken er bygget i romansk stil og er ikke kun speciel på grund af sin alder, men også på grund af de fornemme udskæringer og generelle gode stand. Stavene, der bærer konstruktionen, er rigt dekorerede, og udskæringerne skildrer motiver såsom krucifikser, mytologiske skabninger og planteformede ornamenteringer.

Urnes Stavkirke er åben hver dag, og grupper kan bestille en guidet rundvisning. Kirken er ejet af den norske fortidsmindeforening siden 1881. Den blev optaget på UNESCOs liste over verdensarv i 1980.

Minebyen Røros og Circumferensen

I 1980 blev også minebyen Røros indskrevet på UNESCOs verdensarv. 333 år med minedrift og landbrug i den lille midtnorske by havde skabt et helt enestående bysamfund på fjeldplateauet.

Minebyen har bevaret meget af sin originale karakter, med et gade-layout fra 1600-tallet og træhuse fra 1700- og 1800-tallet. Områdets natur er på samme tid både vildt og beskyttet, med mulighed for at padle gennem skoven i kano via gamle tømmer-render.

I 2010 blev verdensarven Røros udvidet til også at omfatte det omkringliggende område, kaldet Circumferensen. Hele området er nemlig et vigtigt vidnesbyrd om, hvordan minedriften har foregået, og hvordan menneskene har tilpasset sig fjeldlandskabet, naturen og det kolde klima.

Helleristningerne i Alta

Af den menneskeskabte verdensarv i Norge ligger langt den ældste i den nordligste del af landet, i fylket Finnmark. Nøjagtig hvor gamle de er diskuteres stadig, men helleristningerne og fjeldmalerierne i Alta har mellem 4.000 og 6.000 år på bagen - hvilket gør dem til de vigtigste beviser på det tidlige jæger- og fangstsamfund så langt mod nord fundet indtil videre.

Klippekunsten omfatter mere end 6.000 ristninger og 50 malerier, og motiverne varierer fra dyrefigurer og mennesker til religiøse billeder og geometriske figurer. Den største forekomst af helleristninger findes i Hjemmeluft, hvor gangstier og guidede rundvisninger gør det let at dykke ned i denne enestående epoke af livet mod nord.

Helleristningerne blev ikke opdaget for alvor før 1973, og de blev optaget på UNESCOs verdensarv som et "exceptionelt vidnesbyrd" af "høj artistisk kvalitet" allerede i 1985.

Vega-øerne

En samling af 6.500 øer, holme og rev ud for Helgelandskysten udgør Vega-øerne, der blev en del af UNESCOs verdensarv i 2004. I dette område blev grundlaget for den moderne søfartsnation lagt, da de første bosættelser blev etableret for mere end 10.000 år siden. En klar forudsætning for overlevelse var kreativ brug af de forhåndenværende ressourcer.

Da dette fiskersamfund lidt syd for polarcirklen blev optaget på listen, lød begrundelsen fra UNESCO således: "Vega-øerne er et vidnesbyrd om et særligt nøjsomt liv baseret på fiskeri og den enestående høstmetode af edderdun i et ugæstfrit miljø. Øgruppen afspejler hvordan fiskere og bondemænd i over 1.500 år har opretholdt en bæredygtig levevej. Statussen er også en hyldest til kvindernes bidrag til edderdun-processen."

I nyere tid har øerne fået det norske kvalitetsmærke som et bæredygtigt rejsemål, og den britiske avis The Guardian har rangeret Vega blandt verdens 20 uopdagede øperler. Dyrelivet inkluderer over 230 forskellige fuglearter.

Struves Meridianbue

Struves Meridianbue er et projekt, der spænder over flere lande. Det blev initieret af den tyske astronom Friedrich Georg Willhelm von Struve i 1845, med målsætningen om at kortlægge Jordens form og størrelse ved at måle afstanden fra Hammerfest i Nord-Norge til Sortehavet. En lang række målepunkter blev derfor opstillet langs næsten 3.000 kilometer gennem Norge, Sverige og Rusland.

I Norge findes fire af Struves geodætiske målepunkter: Meridianstøtten i Fuglenes i Hammerfest, fjeldtoppen Lille-Raipas/Unna Ráipásaš i Alta samt fjeldtoppene Luvddiidčohkka (Lodiken) og Bealjášvárri/Muvravárri, begge i Kautokeino. Førstnævnte er særligt populær og en enestående attraktion, samt ikke mindst det nordligste af målepunkterne.

Måleprojektet varede 40 år og var det første internationale projekt, Norge deltog i som selvstændig nation. De norske målepunkter blev optaget på verdensarvslisten i 2005, sammen med 32 andre uden for Norge.

Fjordene i det vestlige Norge - Geirangerfjorden og Nærøyfjorden

De eneste steder i Norge, der er optaget på UNESCOs verdensarv udelukkende på baggrund af naturkriterierne, er Geirangerfjorden og Nærøyfjorden i Fjord Norge. Begge fjorde fremhæves som hovedeksempler på det enestående fjordlandskab og beskrives af organisationen som "ekstraordinært smukke".

Udover den betagende natur, hvor gletsjere og vandfald spiller sammen med fjorde og fjelde, tilføjer kulturlandskabet en ekstra dimension med gamle gårde og sætere. På Norsk Fjordsenter i Geiranger kan du dykke dybere ned i fjorduniverset gennem udstillinger, der dækker geologi, historie, biologi og miljø.

De vestnorske fjorde blev en del af UNESCOs liste i 2005.

Rjukan-Notodden Industriarv

Industribyerne Rjukan og Notodden er Norges seneste tilføjelser til verdensarvslisten. De kom med på listen i 2015, og kronprins Haakon markerede tilføjelsen ved en officiel ceremoni i 2018.

I denne del af Telemark foregik der pionerarbejde i starten af det 20. århundrede, da omstillingen fra kul til vandkraft i industrien spillede en stor rolle i det, man kalder 'den anden industrielle revolution' i Nordeuropa.

Dæmninger, tunneller, kraftværker, jernbaner og færger er synlige beviser på det industrieventyr, der udspillede sig i den dramatiske norske natur.

De største kraftværker blev placeret i den øde Vestfjorddalen, vest for Rjukan. De transportsystemer, der blev udviklet her, bidrog også til nye internationale standarder for elektrisk jernbanedrift.

Traditionel musik og dans fra Setesdal

Cirka 50 kilometer nord for Kristiansand i Sørlandet ligger den grønne Setesdal, et område kendt for sin bevaring af gamle skikke og traditioner. Folkemusik og dans fra dalen er optaget på UNESCOs liste over immateriel kulturarv.

Her er de lokale musik- og dansetraditioner en del af hverdagslivet, videregivet gennem generationer. De mest almindelige instrumenter er Hardangerfelen og mundharpen, og som oftest spilles der dansemusik. Vokale stilarter inkluderer kveding og stevjing - den sidste stilart benytter firelinjede strofer, der ofte synges af to eller flere stemmer på skift.

På Setesdalsmuseet i Rysstad kan du lære mere om Setesdals folketraditioner.

Sæterdrift

På UNESCOs liste over immateriel verdenskulturarv

Sæterdrift er blevet optaget på UNESCOs liste over immateriel verdenskulturarv. Traditionen, hvor husdyrene føres op i fjeldene for at græsse sommeren over, går langt tilbage i Norges historie. I løbet af sommeren bor landbrugsfolkene i små træhytter, kalder sæter og lever af forskellige traditionelle madvarer.

Traditionen er ved at forsvinde fuldstændigt. Heldigvis er man i færd med at gøre en indsats for at styrke og bevare madtraditioner, ekspertise, viden, bygninger, landskaber, historier, biodiversitet og den helt særlige atmosfære, som kun kan findes i sæterdriften.

Den norske bunad

På UNESCOs liste over immateriel kulturarv

Den norske folkedragt, som kaldes en bunad, er et symbol på selvstændighed og norsk kultur. Fra 1814 til 1905 var Norge i union med Sverige. Da det norske folk fik selvstændighed, opstod ønsket om at markere den norske nationalidentitet. Håndværkstraditioner, designs, mønstre og materialer fra traditionelle landsamfund blev inspirationen for de moderne bunader.

Der er mere end 450 slags bunader i Norge. Hver enkelt har sit eget unikke design, som varierer, alt efter hvor bunaden (og personen, som har den på) kommer fra. Mennesker i alle aldre og køn har bunad på ved særlige lejligheder, herunder Norges nasjonaldag den 17. maj, bryllupper, fuldendelsen af uddannelser, konfirmationer og meget mere.