Skip to main content

Sjov med tog og jernbaner

Prøv skinnecykling, besøg et jernbanemuseum og stig om bord et historisk damplokomotiv. Eller overnat i et omdannet tog på en flot jernbanebro!

1. Skinnecykling

Tramp i pedalerne gennem tunneller, over broer og forbi vandfald.

Skinnecykler (også kaldet dræsiner) er mere og mere populære i Norge, og er en sjov måde at komme tættere på de sceniske landskaber.

Prøv det blandt andet på Flekkefjordbanen, Numedalsbanen og Namsosbanen, og i sommerweekender på Lokstallen i Skulerud.

2. Overnatning i toget

Fire pensionerede togvogne fra 1960’erne står parkeret på en 180 meter lang jernbanebro over lakseelven Namsen i Namdalen.

De er ikke blot til udstilling - du kan faktisk tilbringe natten inde i dem! Sovekupéerne på Namsen Salmon & Train Experience ser ud stort set som dengang, toget stadig var i brug.

Der er gode chancer for at se laksene i Namsen, en af Norges bedste lakseelve.

Prøv selv at fange en!

Du kan også booke en uforglemmelig overnatning i en nostalgisk togkupé på Veggli Vertshus i Numedal vest for Oslo.

3. En historisk oplevelse

Der er adskillige familievenlige og historiske jernbaner i Norge. Mange af dem er kun operative på søndage i løbet af sommeren.

Hop om bord et autentisk damplokomotiv på Gamle Vossebanen i Fjord Norge.

Damplokomotivet er fra 1913 og er første generation af lokomotiverne på Bergensbanen.

Det kører på en 18 kilometer lang jernbanestrækning mellem Garnes Station og Midttun Station nær Bergen.

Rjukanbanen

Stig om bord det historiske tog på Rjukan Station eller Mæl Station og glid langsomt gennem den norske industri- og krigshistoriske verdensarv.

Sejl en tur med jernbanefærgen MF Storegut, én af blot to fartøjer i verden på UNESCOs verdensarvsliste.

Thamshavnbanen

Thamshavnbanen er en nedlagt minebane i Orkla i Trøndelag-regionen, bygget i 1908. Du kan stadig rejse med Thamshavnbanen mellem Løkken Verk og Bårdshaug i Orkanger.

Du kan også køre med gamle tog på Tertitten, Lommedalsbanen, Rjukanbanen eller Krøderbanen, Norges længste kulturarvsjernbane.

4. Togcaféen

Café Stationen er en toginspireret restaurant i Voss, halvanden time uden for Bergen.

Interiøret ligner en gammel togkupé, med antikke sæder og bagagehylder. Der er endda en lille modeljernbane oppe under loftet!

Det er et elsket mødested både for turister og lokale i nærheden af Voss Station, med en flot udsigt over en smuk sø.

5. Nordlystoget

Tag på jagt efter nordlyset om bord Norges nordligste jernbane!

En tur med Nordlystoget på Ofotbanen i Narvik glemmer du ikke foreløbigt! Hør historier om nordlyset mens du nyder en behagelig togtur i de norske fjelde, langt væk fra byens lys.

Hvis himmelen er klar, er der gode chancer for at se nordlyset danse om vinteren!

6. Cykling på nedlagte jernbaner

Der er en lang række nedlagte jernbaner, der er blevet omdannet til bilfri cykelruter:

Valdresbanen mellem Fagernes og Bjørgo (35 kilometer).

Arendalsbanen mellem Nelaug og Arendal (40 kilometer).

Kragerøbanen mellem Neslandsvatn og Merkebekk (6 kilometer).

Treungbanen i Telemark mellem Åmli og Treungen (35 kilometer).

7. Rejs som Harry Potter

Vidste du, at nogle af scenerne i Harry Potter og Halvblodsprinsen blev optaget på Raumabanen i Norge?

Togturen mellem Dombås og Åndalsnes er kort, men magisk - lidt ligesom at være om bord Hogwartsekspressen!

8. En kirke på skinner

Velkommen inden for i det første og eneste togkapel i Norge - parkeret for enden af perronen på Raumabanens endestation: Åndalsnes.

Åndalsnes Togkapell er en ærværdig jernbanevogn, der har transporteret travle togpassager i mange år. I dag er vognen en helligdom - et roligt fristed i den travle hverdag.

9. Flåmsbanen

Oplev en af verdens mest spektakulære togrejser!

Flåmsbanen i Fjord Norge er en del af den berømte rundtur Norge i en nøddeskal.

Hvert år tager over en halv million mennesker med på den stejle rejse fra Myrdal Station og ned til Flåm ved den betagende Aurlandsfjord.

10. Norsk Jernbanemuseum

Norsk Jernbanemuseum i Hamar i Østlandet er et fantastisk sted for børnefamilier. Hele familien kan komme med en tur på Norges korteste jernbane, og børnene kan lege at de er lokoførere på Urskog modeljernbane.

Museet ligger i en skøn park, hvor der også er en stor legeplads. Der er endda en lillebitte stationsbygning!

I Vennesla uden for Kristiansand kan du køre med de over 100 år gamle damplokomotiver langs Setesdalsbanen. Jernbanen blev lavet om til et museum i 1964 og er det første levende jernbanemuseum i Norge.

Benyt dig af disse gode tilbud

Planlæg din rejse til Norge sammen med en af Visit Norways samarbejdspartnere.

Bliv inspireret

Senest besøgte sider