Fiskeri ved Atlanterhavsvejen

Olgunn Johansen peger ud over havet, forbi de små øer. "Derude. Det var der jeg lærte at fiske", siger hun, mens hun tænker mere end 60 år tilbage.

Det er også sådan cirka dér Norge ender, og det enorme Atlanterhav begynder.

"Jeg sejlede ud sammen med min bedstefar, der var fisker. Han kendte alle de bedste fiskepladser", siger Olgunn. "Han gav sin viden videre til min far. Og til mig."

I denne morgens højvande har hun fanget over 20 fisk på bare en halv time, og hendes plastikpose er fyldt med sej og makrel.

At bygge bro

"Det blev bedre efter vejen blev bygget. I gamle dage ville jeg stå her med livet på spil. Nu føler jeg mig meget sikrere", siger hun fra sin plads på Myrbærholm-broen – i dag et eftertragtet rejsemål for lystfiskere fra hele verden.

Den spektakulære vejstrækning, der hopper fra ø til ø over skærgården i den norske region Nordvest, gav øen Averøy forbindelse til fastlandet, da den åbnede i 1989.

Og det nordvestlige Fjord Norge fik et nyt vartegn: En af de smukkeste og mest dramatiske veje i verden – uanset om du oplever den i høj sommersol eller under en ruskende efterårsstorm. Hvorom alting er: Denne nationale turistvej er et syn, du aldrig vil glemme.

Opførelsen af vejen begyndte i 1983, og slutresultatet er ingeniørkunst af højeste karat. I 2005 kårede nordmændene vejen til Århundredets Norske Bygningsværk. Den ikoniske Storeseisund-bro er den højeste og mest kendte af de i alt otte broer, der binder vejen sammen over de mange skær.

I dag er det ikke de lokale fiskere, der oftest ses på skærene på hver side af vejen – det er turister. De omtrent 30 velbevarede huse og hytter på Håholmen er bygget om til restauranter og hoteller. Du kan komme dertil på få minutter i et rekonstrueret vikingeskib fra en anløbsbro ved vejen.

En fest med fisk

Her har altid været mange fisk, men de bedste pladser at fange dem er blevet endnu mere tilgængelige med opførelsen af broerne. Torskene, ørrederne og makrellerne er ligeglade med verden over dem. Selv sæler og hvaler kan ses når havet er stille.

Adskillige fiskebroer er blevet opført over fiskestrømmene, for at adskille lystfiskerne fra trafikken på vejen. Folk kommer fra hele verden for at kaste snøren ud her, i håb om, at Olgunn ikke allerede har fanget alle fiskene under broerne. Hun kender mange af de omkringstående fiskere.

"Der er mange, der kommer tilbage år efter år. Så snakker vi om fiskeriet – og vi går aldrig død i samtalen", siger hun.

"Da jeg var fem-seks år gammel og vandet var varmt, skulle jeg lære at svømme. Min far tog mig med ned til stranden og bandt et bælte fra min mors frakke rundt om livet på mig, og så sendte han mig ud i vandet." På det tidspunkt kunne hun allerede fiske, og hun lavede sin egen fiskesnøre med nåle som kroge.

Efter vejen blev bygget satte hun hurtigt ny personlig rekord. En 13-kilo tung norsk torsk (skrei).

"Og jeg har fanget en sej på 11 kilo, den kæmpede jeg lidt med", tilføjer hun med karakteristisk norsk underdrivelse. Men det er ikke alt: "For seks år siden tog vi affaldssække med, og jeg hev syv store torsk på 6-7 kilo hver i land. Jeg vendte tilbage med 50 kilo fisk fra én fisketur."

"Jeg kommer ikke kun for at fiske. Det er hele oplevelsen, der drager mig. Det er skønt", forklarer Olgunn, som kommer her hele året rundt. Hun har været her i 10 graders frost – "for så bider torskene måske."

Sejen giver hun til sin kat, hovederne lægger hun uden for sin have til en rævefamilie, og den finere fisk tilbereder hun for sine venner.

Hun har arrangeret med kommunen, at hendes aske engang skal spredes fra broen. "Jeg har haft så mange gode stunder her, så jeg vil også have den sidste her."