Skip to main content

Oslo er som skabt til at gå! Tag på skovtur i Nordmarka, gå en tur ved Akerselva eller langs den næsten 10 kilometer lange havnefront. Havnepromenaden i Oslo er nærmest en vandretur i sig selv, med fjorden på den ene side og det spændende byliv på den anden - hippe food trucks, sjove aktiviteter og imponerende arkitektur, for eksempel det nye MUNCH Museum og Deichman-biblioteket.

Find din favorit blandt vores forslag til gåture nedenunder.

Hvis du mangler inspiration, så gør som Sioban. Hun er en livlig, 58 år gammel kvinde fra England, der har haft det held, at hun igennem sit arbejde i årevis har rejst vidt og bredt. Sioban elsker ikke bare at gå, hun elsker også alt, der har med vand at gøre, uanset om det er at svømme, sejle eller paddleboard.

I den norske hovedstad går byliv og friluftsliv hånd i hånd, så da Sioban var ude at gå, tog hun sig en svømmetur i vandet ved Operahuset, som hun kom forbi på sin rute. Skal du med?

Rute 2: HAVNEFRONTEN I OSLO

Distance: 4 kilometer

Begynd turen i Slottsparken, hvor du kan slentre mellem de flotte, grønne træer og velplejede græstæpper samt se på kunst i prinsesse Ingrid Alexandras skulpturpark. Er du her på rette tidspunkt (det vil sige klokken 13.30), kan du også opleve vagtskiftet foran kongeslottet.

Gå videre i retning af havnefronten. Den er let at finde - rådhuset med de karakteristiske røde murstenstårne er dit pejlemærke. Et besøg indenfor kan anbefales. Her er masser af flot kunst af berømte kunstnere, herunder Edvard Munch, både inde i varmen og foran bygningen.

Læg turen forbi den 700 år gamle Akershus Fæstning helt nede ved fjorden og oplev en lille smule af byens historie. Fortsæt til madhallen Vippa, hvor du kan stille sulten med noget godt fra hvilket som helst af verdens hjørner.

Følg havnepromenaden videre til SALT, hvor en spændende kombination af kunst, musik og sauna skaber plads til både afslapning og underholdning. Her kan du høre en koncert eller få sved på panden i saunaen.

Den mest iøjnefaldende og prominente bygning på havnefronten i Oslo er det berømte operahus, der ser ud som om at det nærmest svæver over det lave vand. Taget er et populært sted at hænge ud!

Der er mange gode muligheder for at dyppe sig lidt i fjorden omkring operahuset. Operastranda er navnet på den nye strand, hvor byens borgere og besøgende frit kan køle sig af i de varme sommermåneder.

Et besøg på MUNCH, det nye museum dedikeret til Edvard Munch, er naturligvis også et must. Ud over al den fantastiske kunst er her også en café, en restaurant og masser af kulturevents.

Slut dagen af med en middag på en af bugtens mange spisesteder. Hvad med lidt moderne indisk på Nimbu? Er du til ramen, kan du finde lykken på Koie Ramen Munch, mens Talormade Oslobukta serverer udsøgte donuts til den søde tand.

[Vin] Bjørvika er en vinbar med hundredvis af gode vine på kortet samt hjælpsomme ansatte, der kan hjælpe dig med at finde den helt rigtige flaske.

Rute 3: EN HALV DAG I OSLO

Distance: 4 kilometer

Denne rute begynder ved den berømte Tiger-statue på Jernbanetorget foran Oslo Sentralstasjon. Herfra sættes kursen mod det spektakulære nye hovedbibliotek Deichman Bjørvika. På den anden side af biblioteket ligger Oslo Operahus, hvor du kan gå en tur oppe på taget!

Mellem operahuset og gangbroen over til Sørenga ligger Operastranda, Oslos nye bystrand, samt et populært sted at hænge ud ved navn Sukkerbiten. Spis lidt mad, drik en øl, deltag i dagens begivenheder eller bestil en tur i Oslo Fjord Sauna. Du kan også leje en færing, en traditionel norsk robåd, og udforske fjorden som en ægte viking!

Tag gangbroen over til den anden side, til det hippe kvarter Sørenga, et af hovedstadens mest populære steder at solbade og svømme i fjorden.

Her er rigeligt med restauranter, hvor du kan indtage dagens frokost. Mirabel har et menukort inspireret af Middelhavet, mens Sørenga Social Club byder på årstidens friske, lokaldyrkede råvarer. Anbefalelsesværdig er også Hakkaizas dim sum og Bun’s Burger Bar.

Rute 4: KUNST OG KULTUR-TUR

Distance: 6 kilometer

Begynd dagen med formidable kunstindtryk på Astrup Fearnley, et kunstmuseum der er et spektakulært kunstværk i sig selv, tegnet af den verdenskendte arkitekt Renzo Piano.

Få minutters gang derfra ligger Fineart Oslo, Norges største kunstgalleri. Gå videre op ad bakken til Slottsparken, hvor du finder Dronning Sonja KunstStall. Dette var engang de kongelige stalde, men i dag bruges bygningerne til udstillinger af kunst og genstande fra de kongelige samlinger.

På den anden side af Slottsparken ligger Kunstnernes Hus, et kunstnerdrevet museum for norsk og international samtidskunst.

Måske er maven nu begyndt at rumle lidt - det kaldes god timing, for i samme bygning findes også Lofthus Samvirkelag, et af de bedste steder i Oslo at spise pizza. Eller måske frister det mere med en litterær forfriskning og frokost på Litteraturhuset, lidt længere oppe ad vejen?

Bagefter slentrer du gennem Briskeby-kvarteret bag kongeslottet og op til Galleri Albin Upp, beliggende i et gammelt bondehus fra 1800-tallet. Her kan du også spise en bid mad eller snuppe en drink i galleriets café.

Fortsæt gåturen videre langs brede alléer og forbi farverige boligblokke indtil du kommer til Vigelandmuseet. Her kan du få mere at vide om en af Norges største kunstnere gennem tiderne, Gustav Vigeland, og hans berømte værker. På den anden side af gaden ligger hans hovedværk, Vigelandsparken. Denne skulpturpark er et andet absolut must i Oslo. Et af højdepunkterne i parken er Sinnataggen, en skulptur af en lille og sur dreng, hvis hånd er blevet slidt af alle de gange, forbipasserende har rørt den gennem tiderne. Midt i parken ligger caféen Anne på Landet, hvor du kan drikke kaffe og spise en simpel bid mad. Caféen ligger i en bygning, der er over hundrede år gammel.

Du kan tage metroen tilbage til centrum fra Majorstuen station.

Rute 5: GØR SOM DE LOKALE: GRÜNERLØKKA

Distance: 3-4 kilometer

Start med en gåtur mellem de majestætiske træer og farvestrålende blomster i Botanisk Have. Køb morgenkaffen og lidt sødt på den hyggelige café midt i haven.

Fortsæt turen til det populære Grünerløkka-kvarter, hvor du kan shoppe, drikke drinks og indtage dagens frokost. Liebling er en fin og uafhængig café, hvor du kan spille brætspil, mens du nyder kaffen. Længere nede i kvarteret ligger Grünerløkka Brygghus, hvor der er et imponerende udvalg af mikrobryggede øl.

Denne bydel er en ren guldgrube af vintage og retro i de små og uafhængige specialforretninger.

Find dit næste outfit hos Velouria Vintage eller Frøken Diana’s Salonger, og tjek det fantastiske håndlavede porcelæn og fine smykker hos BRUDD. Tank energi-depoterne op med en gang vafler fra Haralds Vaffel, en sand Oslo-perle.

Kryds Akerselva og find Vulkan, hvor Mathallen lokker med adskillige spisesteder og madboder. Næste stop er Ingensteds og Blå, der ligger ved siden af hinanden ved elven. Her kan du høre koncert eller tjekke dagens program for andre begivenheder. Her afholdes ofte loppemarked om søndagen. Slut dagen af med et brag på SYNG, en sjov karaokebar.

Benyt dig af disse gode tilbud

Planlæg din rejse til Norge sammen med en af Visit Norways samarbejdspartnere.

Senest besøgte sider