Tips fra de lokale:
En kort guide til LGBTIQ-mødesteder i Norge
Regnbuefarvede barer og caféer, flotte parader og bøssekor. Her deler seks nordmænd deres bedste tips til LGBTIQ-venlige steder i Norges største byer.
OSLO
-
”Gå ikke glip af Elsker, en af de største queer natklubber i Oslo. Her kan du danse hele natten lang, og der er ofte forskellige arrangementer, quizzer og dragshows.”
-
”Festivalen Oslo Pride er årets højdepunkt, når det kommer til LGBTIQ-events i Oslo. Det bedste ved Oslo Pride er, at det er en perfekt blanding af party og protest!”
-
”Jeg er også meget glad for Oslo Fagottkor - eller Norges lækreste bøssekor, som de kalder sig selv. Deres Juleshow er værd at få med. Det er først rigtigt jul, når de har sunget den ind!”
-
”En af mine personlige favoritter, og lidt mere uformel, er Oche. Her kan du spille klassisk og digital dart, og nyde god mad og drikke. Det er et relativt nyt sted for mange, og de arbejder meget på at være mangfoldige.”
Majken Helén Evensen, Transformation Manager hos Nordic Choice Hotels og frivillig i Oslo Pride
BERGEN
-
”Jeg anbefaler Fincken, Bergens eneste officielle natklub for bøsser og lesbiske.”
-
”Bergen Pride arrangerer forskellige events i løbet af året. I begyndelsen af juni er der Bergen Pride-festival, en uge med debatter, teater, dragshows og parade gennem byen.”
-
”Det varier lidt, hvor der bliver afholdt dragshow, men på et sted kaldet Rebel er der ofte ’drag and bubbles lunch’.”
René Bjorheim, fotograf og drag artist
TRONDHEIM
-
”Jeg er en stor fan af øl, så jeg er meget glad for Trondhjem Mikrobryggeri. De har tradition for at brygge deres egen Pride-øl til Pride-måneden i juni og til Trondheim Pride i september.”
-
”En anden personlig favorit er baren Fru Lundgreen, hvor alle er velkomne. Det er en gammel rockjoint, hvor det er fint at mødes ud på aftenen eller efter en koncert.”
-
”Hvis man er til drinks og barstemning, er Tyven et godt sted at gå hen. Det er blevet et vigtigt sted for hele miljøet i Trondheim.”
-
”Helt siden jeg flyttede til Trondheim, har Samfundet (organisation for studenter) været et vigtigt sted. Her hjælper de med at markere Trondheim Pride og andre LGBTIQ-mærkedage, og du kan komme her for at høre foredrag og politiske debatter eller for at drikke og danse.”
-
”Trondheim Pride er den tredjestørste pridefestival i Norge. Der er også månedlige koncerter og en populær åben scene for bøsser og lesbiske, biseksuelle og transpersoner.”
Eivind Rindal, kirketjener og leder af Trondheim Pride
STAVANGER
-
”Stavanger er en meget åben og international by. Jeg anbefaler FRI BAR coffee & cocktails, en lille bar i Fargegaten midt i Stavanger. Her sker der altid noget, for eksempel karaoke og DJ nights.”
-
”På Proud Mary Pub kan du se mig og andre drag queens på scenen! Vi har ofte forestillinger der.”
-
”Bardello er et andet godt sted, der skiller sig ud. Her er det ligesom at være til kabaret.”
Mio Eyfjord, professionel makeup artist, frisør og drag artist
BODØ
-
”Jeg elsker at gå på Hundholmen Brygghus, et bryggeri i to etager, hvor der er restaurant om dagen og natklub om aftenen. Det er et meget inkluderende og imødekommende sted, med gode drinks og venligt personale.”
-
”Der er også natklubben Dama Di, et åbent, alternativt og nyskabende sted.”
-
”For god mad og drikke er der Pangea Kitchen & Bar, der er lidt som en foodtruck. Et sted for alle.”
-
”Om sommeren er der en festival i Bodø ved navn Opptur. Her er der god stemning! Jeg tog derhen med sminke på, så det er et meget frisindet sted, hvor du kan gøre som du har lyst.”
-
"Stormen Konserthus har forskellige begivenheder og en masse for unge mennesker, såsom dans, musik og teater.
Jørgen Olsen, professionel makeup artist og drag artist
TROMSØ
-
”Arctic Pride er meget populær, med gæster fra hele verden. Festivalen er nok en smule unik fordi den afholdes i november, hvor der er sne og vintervejr, og folk har farverigt uldtøj på. Hele byen bliver oplyst med lys og flag.”
-
”Tromsø har en lang rækker pubber og klubber, der er LGBTIQ-venlige. Studentsamfunnet Driv er et sted, hvor der ofte afholdes sådanne arrangementer.”
-
”Tjek også Storgata Camping, Emmas Drømmekjøkken og Vinbar, Solid, Verdensteatret Cinematek og Bastard Bar. Her hænger vi tit ud, når der er Arctic Pride.”
Heidi Hilmarsdotter Hansen, leder i FRI Troms og Finnmark