”Min kæreste har familie i Hamarøy, og de har en stor ejendom med masser af bær og frugt. Hver sommer tager vi derud og bruger det vi finder, såsom multebær og blåbær, i vores kager og chokolader,” siger Craig og tilføjer, at han er en stor tilhænger af at bruge årstidens råvarer.
Folk i Bodø er vilde med hans fyldte chokolader med saltkaramel. De små chokoladebidder er dækket af et tyndt, blåt lag med hvide hvirvler, så de ligner Saltstraumen - verdens stærkeste tidevandsstrøm, der ligger lidt uden for byen. Chokoladerne indeholder også arktisk salt, udvundet af saltvandet omkring Saltstraumen.
”Jeg kan godt lige at benytte smage, som folk kender, men som de ikke nødvendigvis forbinder med chokolade. Idéen er at udfordre folks opfattelse af, hvad chokolade er,” siger Craig.
Craig har også nogle mere usædvanlige smage på programmet. Hvad med en chokoladebar, der smager af røget eg? Selvom denne mørke chokoladesmag nok lyder lidt underlig, vandt den faktisk den internationale AoC bronzemedalje i 2019 og er absolut værd at prøve. En anden overraskende smagskombination er chokolade og olivenolie - et fantastisk match!
”Olivenolie passer fortrinligt til chokolade, det giver en utroligt behagelig fornemmelse i munden,” siger Craig.
Mens du alligevel er heroppe nordpå, kan du fortsætte chokoladerundturen med et besøg til øen Dønna ud for Helgelandskysten, hvor Heidis Sjokoladedrøm ligger.
Det er muligvis en af de mindste chokoladebutikker i verden, men absolut et besøg værd! Heidi laver selv alle chokolader i hånden, og byder også på friskbrygget kaffe, lokal rabarberjuice og andet godt fra området. Hvis du gerne vil høre mere om, hvordan man fremstiller chokolade - og se processen med egne øjne - anbefales det at ringe i forvejen.
Fortsæt turen mod syd, til regionen Trøndelag. I den lille landsby Selbu byder Jentene På Tunet på ekstraordinært god chokolade. Smag deres nordlyschokolade, en smukt udseende chokolade med smag af solbær, saltkaramel og mango.
Chokolade ved fjorden
Et andet sted, du ikke må misse, er Geiranger Sjokolade, smukt beliggende i et bådhus ved den UNESCO-beskyttede Geirangerfjord.
Besøgende kan booke en rundvisning på chokoladefabrikken og selv prøve at lave chokolader - samt naturligvis smage på varerne!
Geiranger Sjokolade eksperimenterer med mange spændende smage, herunder en helt særlig norsk favorit, nemlig den søde brunost, der giver chokoladen en karakteristisk karamelsmag. De laver også en chokolade der hedder Kraftkar, opkaldt efter blåskimmelosten af samme navn - en prisvindende norsk ost, der har vundet både World Champion Cheese og Champion of Champions (2016).
Blandt deres andre produkter kan du også finde chokolade med smag af den populære norske akvavit Gammel Opland, og selvfølgelig med lakridssmag (nordmænd elsker lakrids).