Altid på mode

Munch malede Skriget i Nice i efteråret 1893 – langt fra det sted, hvor maleren faktisk forestillede sig motivet. Dette sted kan besøges når som helst. For at komme til Ekebergskrenten skal du bare følge en af de mange overbegroede, snoede og stejle stier fra Oslos østlige bymidte.

Ekeberg er et populært udflugtsmål på grund af dens modernistiske restaurant og den nye skulpturpark – og den flotte udsigt, ikke mindst. Hovedstaden åbenbarer sig selv, idet vi vandrer op ad stien. Vi kan se det prisvindende arkitektoniske mesterværk, Oslo Operahus; det halvfærdige Munch Museum, der åbner i 2020; og, langt ude i horisonten, kunstmuseet Astrup Fearnley med landets førende udstillinger af moderne kunst fra nær og fjern. I nærheden er også det nye Nationalmuseum under opførelse – kommende hjem for mange af Munchs egne værker.

Man kan se hele vejen til Grünerløkka, byens hippe kunstnerkvarter. Det var i denne bydel, på Olaf Ryes plass, at Edvard Munch som en fattig maler begyndte sin opstigning mod stjernerne.

I dag er hans navn kendt af mange i verden. Alle synes at have en mening om hans specielle stil. Der er dog ikke mange der ved, at Munch var nordmand.

"Det kan der være mange grunde til," siger Hans Richard Elgheim, en førende Munch-ekspert. "Han boede i Tyskland da hans kunst rigtigt slog igennem, og hans kunst er også meget unorsk i den forstand, at nationalisme tit er kædet sammen med temaer. Der er ingen direkte national-romantisk indflydelse i hans malerier, som vi for eksempel ser det i malerier af Tiedemann eller Gude, eller andre store norske kunstnere." Elgheim pointerer, at Munch var anderledes. "Han søgte nærmere efter svar på mere eksistentielle spørgsmål om liv, død, kærlighed og angst. Han var en ekspressionist, der ville nedfælde sine tanker på lærredet. Han skjulte sig ikke bag specielle definitioner eller særlige teknikker. Han var en pioner, og hans kunst er universel."

Der er mange myter om Munch – 'det ensomme geni'. Hans liv var præget af turbulens, angst og evige spørgsmål. Han fandt ikke – som sin far – trøst i troen. Det eneste der hjalp var at male, og han malede det han følte.

"Det skulde ikke lenger males interiører, folk som læser og kvinder som strikker. Det skulde være levende mennesker som puster og føler, lider og elsker," sagde han.

Fra 1916 og til sin død i 1944 boede Munch i Ekely, en schweizisk villa i Skøyen i Oslo. Han var meget produktiv helt til slut, og i løbet af de 28 år i Ekely var der mange motiver, der gik igen og igen: Den usædvanlige skov rundt om villaen, jordbrugslandskaber og portrætter af kvinder. Da Munch købte stedet var det et gartneri, mellem Skøyens industriområde og landbrugsjorden i Vestre Aker. Bare et par kilometer mod øst, og på omtrent samme tid, grundlagde Gustav Vigeland den nu verdensberømte skulpturpark Vigelandsparken.

I Ekely er Munchs atelier stadig i brug i dag, men af unge norske og udenlandske kunstnere, der ønsker at videreføre Munchs arv – han er stadig et kunstnerisk forbillede for mange. Visse dage er hele huset åbent for offentligheden, så tjek åbningstiderne på forhånd.

Det er ikke uden grund, at Munch er blevet beskrevet som en konstant relevant kunstner. For nylig udstillede en af landets mest anerkendte nulevende kunstnere, Bjarne Melgaard, sine fortolkninger af Munch ved siden af mesterens egne originale værker på Munch-museet i Tøyen. Dette kontroversielle stunt skabte en del debat i Norges kunstmiljø. Og det er lige nøjagtigt dét, der er så fascinerende ved Munch – hans værker er altid aktuelle, og kan altid frembringe stærke følelser.