DE LOKALES GUIDE TIL FREDRIKSTAD
Top tips fra insiderne
Sydøst for Oslo ligger den charmerende by Fredrikstad i skønne omgivelser ved Oslofjorden. Det er den bedst bevarede fæstningsby i Nordeuropa, med en skøn blanding af kultur, historie og fornøjelse.
Se her, hvordan du kan tilbringe en weekend i ægte Fredrikstad-stil: fredag i kulturens tegn, lørdag i selskab med de lokale og på søndagstur til fods i byen.
Fredag i kulturens tegn
”Fredrikstad er en relativ stor by, men den føles lille og hyggelig. Den ligger perfekt ved Glomma, Norges længste elv.”
Helga Aakre
Helga Aakre
Helga Aakres tips til kulturoplevelser i Fredrikstad:
Helga Aakre har boet i Fredrikstad i mere end 20 år og har spillet en central rolle i byens kulturliv gennem forskellige jobs og stillinger.
Byfærgen: En gratis færge sejler fra fiskemarkedet i byens centrum til den gamle fæstningsby. Nyd udsigten over de omkringliggende kajer og det maritime liv. Gå ikke glip af de mægtige hovedskulpturer af Jaume Plensa langs Phønix-kajen og Håpets Katedral på fæstningsøen Isegran.
Fæstningsbyen: Spadser langs voldene og de gamle gader til torvet. Besøg kunst- og håndværkscenteret Bastion 5, hvor du kan se de arbejdende keramikere, malere, guldsmede og glaspustere. Forkæl dig selv med et stykke kage på Magenta, hvor nogle aftener endda forsødes med livemusik.
Kunst i Cicignon: Tag færgen tilbage over floden til Cicignon og besøg Østfold Kunstsenter, som har en hyggelig café med lækker mad og en fantastisk udsigt over floden. Fortsæt den kunstneriske oplevelse med et stop ved Galleri FG i Nygaardsgata, et moderne kunstgalleri med lokalt kunsthåndværk.
Kulturkalender: Byen byder på et væld af kulturelle begivenheder. Båthuset Scene præsenterer revyteater fyldt med musik og latter, mens Blå Grotte og St. Croix er kulturhuse med koncerter, teater, dans og dukketeater. I den gamle by holder Gamlebyen Kulturhus koncerter og arrangementer, både indendørs og i den charmerende have.
Livlig debat: Debatterne i litteraturhuset er altid engagerende. Afslut aftenen på tagbaren Savoy Terrasse, som har en fantastisk atmosfære, smuk udsigt og lækre drinks.
Nygaardsplassen: Nyd en aften på Nygaardsplassen – et sted jeg er blevet helt forelsket i! Der er mange barer og restauranter, og pladsen er omgivet af bygninger med smuk arkitektur. Det er ikke ualmindeligt at opleve DJs eller koncerter på pladsen. Det har en italiensk stemning med vintagebutikker og loppemarkeder. Sæt dig på Hoi Polloi, en fantastisk vin- og sakebar med et sejt interiørdesign.
Oplev mere: Udforsk Hunnfeltet, en gammel gravplads seks kilometer øst for byen. Gravpladsen indeholder stencirkler, der stammer fra bronzealderen, og stedet har en mystisk og historisk atmosfære. Gå gennem de eventyrlige skove til Ravneberget Bygdeborg, en bakketopsfæstning med en storslået udsigt over Fredrikstad, Torsnes og havet. Det er magisk!
God mad: St. Raw kan anbefales med sin lækre friske sushi og robata-grillede kød og fisk. Restaurant Slippen er kendt for sit gode køkken. Du kan også købe bagværk på Nygaardsplassen – en sand fornøjelse!
Lørdag i selskab med de lokale
”Jeg elsker folkene, lokalmiljøet og venligheden i Fredrikstad. Det er derfor, min partner og jeg flyttede hertil fra Oslo.”
Vegard Dahlin Skau Hansen
Vegard Dahlin Skau Hansen
Vegards tips til lørdag med de lokale i Fredrikstad
Han er freelance film- og TV-komponist med sans for god mad, løbeture og alle livets små glæder. Efter otte år er han stadig smaskforelsket i Fredrikstad.
Cool folk: Menneskerne og stemningen i fæstningsbyen, også kaldet Gamlebyen, er helt unik. Alle hilser på hinanden og snakker sammen, også med folk man ikke rigtigt kender eller har set før. Omgivelserne er smukke, og alt er i kort gåafstand.
En perfekt start på en lørdag: …er at løbe en tur på Glommastien langs Glommaelven til Gamlebyen, hvor jeg kan slappe fuldstændigt af i de dejlige omgivelser. At gå små ture på voldene er også skønt. Jeg elsker at sidde på en bænk og bare nyde udsigten over Glomma og de brostensbelagte gader. I Gamlebyen strejfer hønsene frit omkring - det er da hyggeligt!
Lørdagsmarked: Om lørdagen tager vi ofte på marked på torvet i Gamlebyen. Det er sjovt bare at kigge, man behøver ikke købe noget. Indimellem finder jeg en gammel 78-vinylplade, eller en guitar der trænger til et nyt hjem, eller en fin plakat til væggen derhjemme.
Gør et kup: Der er mange små specialforretninger i Gamlebyen. Hvis du er til retro-tøj, kan du stikke ind forbi Emm K. Sister Soul.
Frokostpause: Min favoritcafé er Mormors Café. Hvis solen skinner, kan jeg tage maden med og spise den på en bænk oppe på volden.
Vandhul: På bysiden af Fredrikstad er Café Cicignon en af mine favoritter. Jeg kan også anbefale vegetarburgeren på St. Croix. Bakfickan er også et godt sted at spise. Hvis der er noget der skal fejres, tager vi til Mother India, og Tæps-baren er et superfedt sted.
Mød de lokale: Jeg kan godt lide at hænge ud på Café Magenta. Kulturhusets have er også et dejligt sted at tilbringe en lang sommeraften.
Ly for natten: Overnat på Gamlebyen Hotell! Her bor du i en unik lejlighed med egen baggård.
Tal som en lokal: "Det årnær sæ" er den lokale måde at sige ”det ordner sig”. Det blev næsten et kampråb under COVID-pandemien.
Gå en søndagstur
”Tag morgenkaffen med ud på en af de skønne strande tæt på byen. Lyt til bølgernes brusen, mens du går en tur langs vandet til byen, forbi skulpturer og kunst. Bagefter kan du fortsætte ind i skoven.”
Tora Klevås
Tora Klevås
Tora Klevås tips til søndagsture til fods
Tora Klevås er leder af Fredrikstad Kommunes kulturafdeling og bor i Hvaler, syd for Fredrikstad. Hun elsker naturen og dyrker en aktiv livsstil. I sin fritid finder man hende ofte blandt skærene – enten i en sejlbåd, kajak eller liggende i en hængekøje.
Aktiviteter: Fredrikstad er blevet en by, som er rig på både kulturelle begivenheder og udendørs aktiviteter for hele familien året rundt, da den ligger tæt på naturen og havet. Besøg parkerne eller friluftsbadet i Kongsten, hold en picnic ved Vollane, og udforsk byens skatepark. Brug gerne bycyklerne til at komme rundt.
Byrundtur: En gratis tur med byfærgen er et must. Den tager dig til de vigtigste dele af byen, herunder den gamle fæstningsby, Isegran, byens centrum og biblioteket. Tag familien med på en kunstsafari eller besøg Bjørneløypa, en skovsti ved Fredrikstad.
Hyggelig café: Caféen på St. Croix er et dejligt, familievenligt sted. I weekenden er der ofte workshops og koncerter i den smukke bygning. Prøv deres vegetariske frokost. TÆPS er Fredrikstads største ølbar og serverer tilmed byens bedste burgere!
Vinteraktiviteter: Om vinteren kan du stå på skøjter ved gangbrua (gangbroen) eller i Stjernehallen, en indendørs ishockeyarena. Prøv også skateparken, eller tag til en af de fantastiske koncerter!
Flere aktiviteter: Der er et vidunderligt julemarked i den gamle by i december. Glem ikke at tjekke bibliotekerne og biografen i Fredrikstad, som byder på sjove arrangementer for alle aldre!
Planlæg turen til Fredrikstad! Få de bedste tilbud fra vores partner, Scandic Hotels.
Fredrikstad tilbyder også …
Klar til at gå på opdagelse? Der er ingen grund til at vente til du er her med at finde ud af, hvad du vil foretage dig.
Udforsk Fredrikstad
Benyt dig af disse gode tilbud
Planlæg din rejse til Norge sammen med en af Visit Norways samarbejdspartnere.