Hopp til hovedinnhold

En ferie vest for Oslo

Oplev Brunlanes-halvøen, Stavern og Larvik på en rundtur

Cirka to timers kørsel vest for Oslo ligger den charmerende sydlige del af Vestfold, også kendt som Solkysten.

Nyd strandene, museer, gårdbutikker, vandreture langs kysten og lækker, frisk fisk og skaldyr!

Tag vest for Oslo til Brunlanes-halvøen, Stavern og Larvik på en weekendtur, en dagsudflugt eller et par dage væk fra hverdagen. Besøg de idylliske kystbyer, spis frisk fisk og skaldyr, og oplev Odd Nerdrums berømte kunst.

For slet ikke at tale om områdets mange forskellige gårdbutikker, hvor du finder hjemmelavede ting og sager i høj kvalitet og bliver mødt af duften af nybagte boller. Området kan virke som en skjult perle, men det er ingen hemmelighed blandt nordmænd. Faktisk er det en populær sommerferiedestination og et perfekt sted at tage hele familien med til! Foråret kommer tidligt til denne del af Norge, og sommerstemningen kan vare fra maj til langt ind i efteråret. Vestfold er kendt for sit milde klima.

Oplev en skøn blanding af kultur, natur og lækker lokal mad! Vælg mellem luksuriøse spasteder, historiske hoteller og masser af campingpladser, hvis du elsker rolige afslapningsdage ved havet eller at gå ad en smuk sti ved kysten.

Har du lyst til en dukkert, er der også masser af skønne strande at vælge imellem.

En ferie ved havet

Kør cirka to timer fra Oslo til Helgeroa på Brunlanes-halvøen. Den hyggelige lille landsby ligger helt ud til havet og er et oplagt sted at begynde på en rundtur. Følgende tager udgangspunkt i en start på halvøens vestside, før turen går mod syd og videre over til østsiden, men du kan også vælge at tage ruten den modsatte vej.

Helgeroa er kendt for sin afslappede stemning og rige maritime historie. Smag på frisk fisk og skaldyr, tag på øhop, eller gå ad den 35 kilometer lange kyststi, der fører hele vejen til Stavern. Det er også muligt at gå kortere strækninger af ruten.

Fem minutters kørsel fra Helgeroa ligger Lillavendel, en gårdbutik og café, der bestemt er et besøg værd.

Girls in a shop with homemade products.
A hotel right by the coast.
People enjoying a fresh seafood platter av Nevlunghavn Gjestgiveri.
People arriving at a fishing dock by boat.
The view of Stavern from the top of a monument
The exterior of a historic hotel.

Lillavendel er en oplevelse i sig selv. Nyd en lækker afternoon tea, eller smag på friskbagte specialiteter som kanelsnegle og sandwiches. Når du er blevet mæt, er der nogle pelsede venner, som også gerne vil have en snack: Besøg alpakaerne, giv dem lidt at spise, eller tag dem med på en gåtur!

Glem ikke at tjekke hylderne i butikken bag caféen ud. Her finder du håndlavede sæber og forskellige, skønne duftlys.

Herfra er der ti minutters kørsel til Mølen. Norges største rullestensstrand er en del af Vestfoldraet, et landskab, der blev skabt under den seneste istid. Området blev udnævnt til UNESCO Global Geopark i 2008 og er et fantastisk sted til vandreture langs havet.

Herfra kan du enten følge kysten på en cirka halv times vandretur eller køre omkring ti minutter til det hyggelige kystsamfund Nevlunghavn. Tag en pause med et godt måltid mad, eller overnat på Nevlunghavn Gjestgiveri. Det historiske hotel fører dig tilbage til 1920'erne med sin gennemførte stil og sit klassiske interiør.

Den tætte beliggenhed ved havet gør Nevlunghavn Gjestgiveri til et oplagt sted at nyde frisk, lokal fisk og skaldyr. Prøv den sprøde fish and chips, eller gå all-in med et imponerende skaldyrsfad.

Det er ikke så mærkeligt, at fisken er så frisk – Nevlunghavns fiskerihavn ligger lige ved siden af hotellet. Er du heldig, kan du se fiskerbådene komme ind med dagens fangst. Du kan endda købe den direkte i fiskebutikken på havnen.

Kør nu cirka 20 minutter mod øst til den idylliske kystby Stavern.

Oplev den spændende kombination af maritim historie og moderne kultur på Fredriksvern verft. Det var Norges første hovedbase for flåden og har sandsynligvis fungeret som havn siden oldtiden. I dag rummer området kunstgallerier, museer og spændende aktiviteter.

Du kan også gå hen til Minnehallen, et mindesmærke for søfolk, der mistede livet under de to verdenskrige.

Stavern er fyldt med traditionelle hvide huse og små butikker langs havet. Tag en afslappet spadseretur gennem den hyggelige bymidte i dit eget tempo. Har du lyst til at overnatte, er Hotel Wassilioff et oplagt valg. Det unikke hotel har budt gæster velkommen siden 1844.

Et campingparadis ved kysten

Langs kysten finder du masser af gode campingpladser og steder, hvor du kan parkere autocamperen. Området er populært blandt ferierende nordmænd og er det perfekte sted at sætte tempoet ned og nyde afslappende dage på de mange strande.

Slå lejr på Blokkebukta Camping, Solplassen Camping, Ula Camping eller Stolpestad Camping. Du kan også parkere autocamperen ved Solsiden Bobilpark eller Stavern Folkehøyskole.

Familievenligt

Lad børnene løbe frit rundt og nyde legepladserne, naturen og stranden. Med så mange familievenlige aktiviteter i området er en campingplads et ideelt udgangspunkt.

Hvad med en dagsudflugt til Foldvik Familiepark? Det er det perfekte sted at tilbringe en dag eller to med børnene med mere end 40 aktiviteter. Mød søde bondegårdsdyr, prøv rutsjebaner, svævebaner, legepladser og klatretårne, oplev den inkluderende sanse-skov (som også kan tilgås i kørestol), plask rundt i det varme vandland og meget mere.

A woman looking at art in a gallery.
Coffee and cakes at Havfuglen café.
Homemade ice cream outside the Nerdrum Museum.

Fem minutters kørsel nord for Stavern ligger Nerdrum Museum i den historiske Agnes Fabrikk. Udforsk den permanente udstilling, som viser højdepunkter fra mere end 50 års arbejde af den berømte norske kunstner Odd Nerdrum, figurativ maler og grundlægger af den norske kitschbevægelse.

Lige ved museet ligger den hyggelige café Havfuglen, opkaldt efter Odd Nerdrums illustrerede børnebog. Her kan man nyde kaffe og kage serveret på gammeldags porcelæn. Caféen spiller udelukkende klassisk musik og tilbyder kulturaviser og digtsamlinger, som gæsterne frit kan bladre i.

Eller læg vejen forbi Mio Gelato, som serverer cremet, hjemmelavet is lavet udelukkende af naturlige ingredienser. Den ligger lige ved siden af Havfuglen og byder på flere lækre smagsvarianter.

Velvære ved kysten

Fra Nerdrum Museum tager det kun omkring ti minutter i bil at nå endnu en kystby, Larvik. Vidste du, at den norske eventyrer Thor Heyerdahl blev født her? Du kan endda besøge hans barndomshjem.

Larvik er også et oplagt rejsemål, hvis du holder af svømning og afslapning, for her ligger det berømte spa Farris Bad. Det arkitektonisk imponerende spa har Skandinaviens største og mest omfattende spaafdeling. Forkæl dig selv med skræddersyede behandlinger, en trappe, der fører direkte fra spaet ned i havet, en underjordisk grotte med naturligt kildevand og lækker, nærende mad.

Spaet ligger lige ved Batteristranda. Stranden kan tilgås direkte fra Farris Bad, men er også gratis at benytte, selv hvis du ikke bor på spaet.

Hvis du trænger til mere natur og frisk luft, kan du skifte kysten ud med Bøkeskogen, Norges største og verdens nordligste bøgeskov, som ligger lige bag spaet. Følg stierne og nyd udsigten over byen. Bliver du lidt småsulten undervejs, kan du kigge forbi caféen Bøkekroa.

Gå en tur gennem Larviks bymidte og kig i butikker. Tag derefter en velfortjent frokostpause hos Ellings i den historiske bygning Festiviteten. Eller besøg Hungry Heart Café, som serverer sund og kreativ mad med fokus på økologiske, lokalt producerede råvarer og retter, der både ser indbydende ud og gør godt for kroppen.

Kør cirka 20 minutter fra Larvik mod Sandefjord, og stop ved Bondens hage. Denne gårdbutik sælger smukke blomsterbuketter, dekorationer og haveplanter i sommermånederne. Caféen byder på lækkert bagværk som kanelsnegle, og butikken sælger desuden kvalitetsfødevarer – hvis der stadig er plads i din kuffert, altså.

De bedste oplevelser

Udforsk alt det, Larvik- og Stavern-området har at byde på.

Mad og drikke

Find de bedste steder at spise og drikke i Larvik- og Stavern-området.

Flere oplevelser

Du kan selvfølgelig vende tilbage til Oslo nu, men det kan virkelige anbefales at tage et stop ved nogle af Vestfolds andre perler. Flere hyggelige kystbyer venter, blandt andet Tønsberg med sin farverige brygge. Tønsberg er Norges ældste by og byder på masser af spændende vikingehistorie. For enden af bryggen finder du vikingeskibsreplikaen Saga Oseberg, og du kan endda booke en tur og prøve at ro den.

Gå op til Tønsbergs vartegn, Slottsfjelltårnet. Tårnet stod færdigt i 1888, er 17 meter højt og byder på en fantastisk udsigt. Ved foden af bakken ligger også et museum, hvor du kan lære mere om områdets historie og se resterne af et ægte vikingeskib, nemlig Klåstadskibet.

Vil du have endnu mere vikingehistorie, bør du lægge vejen forbi Borre. Her finder du Midgard Vikingsenter med rekonstruktionen af vikingehallen Gildehallen. Området ligger desuden tæt på Nordeuropas største gravhøje fra jernalderen.

Er du interesseret i kunst og kunsthistorie, bør du besøge Åsgårdstrand. Den idylliske lille by har tiltrukket kunstnere fra hele verden. Den norske maler Edvard Munch tilbragte sine somre her, og byen inspirerede flere af hans værker, blandt andet Pigerne på broen. Du kan besøge hans lille gule hus, som i dag er museum, og lære mere om hans liv.

Kystbyen Horten er et oplagt sted til kulturelle oplevelser. Besøg det historiske Karljohansvern, tidligere flådebase, som i dag huser Marinemuseet og Preus Museum med udstillinger om fotografi og billedkunst.

Du kan også opleve området og Oslofjorden på to hjul i stedet for fire. Læs mere om cykelture rundt om Oslofjorden.

Udforsk Vestfold

Book your round trip through our partners

Explore different parts of the country with a round trip.

Benyt dig af disse gode tilbud

Planlæg din rejse til Norge sammen med en af Visit Norways samarbejdspartnere.