Klar?
Her er endnu flere tips, før du tager på roadtrip i Norge.






























Ja, det kan være meget naturskønt! Men: Det kan også være udfordrende at køre i Norge. Er du klar til det?
Her er nogle vigtige ting, du skal vide.
❌ Undgå: At regne med, at der kun er en kort køretur til din næste destination, selv om den ser ud til at være meget tæt på på kortet. Det er en klassisk begynderfejl i Norge!
✅ Gør: Planlæg i forvejen, og afsæt rigeligt med tid til at gøre stop og udforske området undervejs.
Fordi: Afstandene kan se korte ud på kortet, men færger, fjeldovergange og snoede veje kan betyde, at turen tager meget længere tid, end du forventer. Regn og sne kan også give forsinkelser. Veje og broer kan blive lukket på grund af dårlige vejrforhold.
Og desuden: Der er masser af spændende steder at gøre stop på et roadtrip i Norge!
Altid: Tjek din rute på forhånd. Statens vegvesen, den norske vejmyndighed, giver trafikinformation i realtid fra hele landet.
❌ Undgå: At håbe og bede til, at solen skinner, udsynet er godt, og vejene er tørre.
✅ Gør: Tjek altid vejrudsigten, før du kører, og forbered dig grundigt.
Fordi: Norge strækker sig fra 57° til 78° nordlig bredde, så klimaet varierer meget. Der er store forskelle mellem nord og syd samt mellem indlandet og kysten. De fleste veje i landområder har ikke gadebelysning.
Vær ekstra forsigtig, når temperaturen falder under frysepunktet, på grund af risikoen for isglatte veje. Der kan også forekomme sne om sommeren i fjeldene og i Nord-Norge.
Mange af Norges nationale turistveje er lukkede om vinteren, og nogle åbner først igen i maj eller juni.
Altid: Tjek den lokale vejrudsigt (inklusive hvornår det bliver mørkt!) på Yr.no, eller download Yrs gratis vejrapp til iOS eller Android.
❌ Undgå: At standse midt på vejen for at tage det perfekte billede eller en selfie.
✅ Gør: Stop kun på egnede og sikre steder.
Fordi: Det kan skabe farlige situationer og trafikpropper. Du bør heller ikke standse på hovedvejen, hvis parkeringspladsen ved det udsigtspunkt, du gerne vil se, er fuld – af samme grund.
Altid: Brug rastepladser, hvilesteder og parkeringsområder til korte pauser. Ved populære seværdigheder bør du holde dit stop kortvarigt, så der er plads til andre besøgende. Overnatning er som regel ikke tilladt på disse områder.
❌ Undgå: At forvente brede, moderne motorveje med flere vognbaner overalt i landet.
✅ Gør: Forvent en blanding af motorveje, hovedveje og smalle veje på landet med én vognbane (og alt derimellem!) afhængigt af, hvor du rejser. Der vil være vigepladser og rastepladser undervejs.
Fordi: Norge er Europas længste land, og det betyder, at der er stor variation i både veje og landskaber. Mange veje i landområder kan være i forholdsvis dårlig stand.
Altid: Tilpas hastigheden efter forholdene, og tag hensyn til alle trafikanter, når du kører. Sæt dig ind i, hvordan vigepladser skal bruges, og sørg for at overveje forholdene i god tid for at undgå trafikpropper på smalle veje.
❌ Undgå: At køre midt på vejen, selv om vejen er smal.
✅ Gør: Hold til højre – især vigtigt i sving!
Fordi: Hvis du kører i den forkerte vognbane, kan det skabe meget farlige situationer, når du møder modkørende trafik.
Altid: Hold dig til højre!
❌ Undgå: At være uopmærksom, når du kører!
✅ Gør: Vær opmærksom på elge, rensdyr, får, geder, køer og andre dyr, der kan finde på at krydse vejen.
Fordi: Dyr kan dukke op overalt, især når du kører i mere landlige områder. Hvis vejret er dårligt, eller det er meget varmt i Nord-Norge, kan dyr også søge ly i tunneler!
Altid: Hold øje med vejskilte, der viser, at du befinder dig i et område, hvor der færdes dyr. Kører du forbi et dyr? Sæt farten ned, og lad det krydse vejen. Og husk: Stop ikke på vejen for at tage billeder – find et sikkert sted at standse.
❌ Undgå: At være bekymret for at løbe tør for strøm.
✅ Gør: Planlæg i forvejen, og benyt de mere end 30.000 ladestandere – perfekt at kombinere med en pause!
Fordi: Norge er langt fremme, når det kommer til elektrisk transport, hvilket gør landet til det perfekte sted at tage på roadtrip i elbil.
Altid: Find ladestandere på kortet på ladestasjoner.no, eller søg efter dem på Google Maps, Apple Maps eller andre apps.
Når du rejser i tyndt befolkede landområder, skal du planlægge, hvor du vil lade næste gang – og lad altid op, når du har muligheden.
❌ Undgå: At køre under vinterforhold, hvis du ikke har erfaring med at køre på kolde, snedækkede og isglatte veje.
✅ Gør: Benyt offentlig transport eller en taxa, eller overvej at leje en bil med chauffør, hvis du mangler erfaring.
Fordi: På isglatte og snedækkede veje kan tingene pludselig og uventet udvikle sig i trafikken. Forholdene er særligt vanskelige, når temperaturen ligger omkring frysepunktet.
Altid: Hvis du kører, så hold god afstand til bilen foran dig, brug lygterne korrekt, undgå pludselige bevægelser og hårde opbremsninger.
❌ Undgå: At køre uden sikkerhedssele, påvirket kørsel, overskridelse af hastighedsgrænser eller at bruge mobilen, mens du kører.
✅ Gør: Sæt dig ind i færdselsregler og lovgivning i Norge – eksempelvis er promillegrænsen i Norge 0,2 og ikke 0,5 som i Danmark.
Fordi: Det er farligt for både dig selv og andre, og bøderne er høje. Som eksempel kan brug af mobiltelefon under kørsel koste en bøde på 10.750 NOK – en meget kedelig post på feriebudgettet!
Altid: Læs om trafiksikkerhed, før du tager af sted.
❌ Undgå: At gå ud fra, at der er plads til dig på færgen.
✅ Gør: Kom i god tid, eller bestil på forhånd.
Fordi: Populære ruter kan være fyldt op, især i sommermånederne. Her er nogle af de mest populære færgeruter: Geiranger–Hellesylt og Lauvvik–Lysebotn i Vestnorge, Bognes–Lødingen og Bodø–Moskenes samt færgerne langs Kystriksveien i Helgeland i Nord-Norge.
Altid:
Tjek ruter, afgangstider og trafikinformation samlet ét sted på den norske vejmyndigheds hjemmeside. Nogle færgeterminaler har også webkameraer, så du kan se, om der er kø.
Sidst, men ikke mindst: Hold øje med sidespejlet, og lad de lokale komme forbi, hvis du kører langsomt.
God tur!
Her er endnu flere tips, før du tager på roadtrip i Norge.
Planlæg din rejse til Norge sammen med en af Visit Norways samarbejdspartnere.