Friluftsliv - en norsk specialitet
Ud under åben norsk himmel
Allerede som 4-årig havde Mina overnattet i telt 300 gange.
”Det bedste ved at være på tur er at danse, lege og fortælle historier. Og at være sammen med ’daddy’.”
Sammen med ’daddy’, friluftsentusiasten Alexander Read, har fireårige Mina Floriana allerede sovet i telt 300 gange. Hun har besteget fem fjelde over 2.000 meter og tilbagelagt hundredvis af kilometer til fods.
”De magiske øjeblikke er som regel ikke de store ting, men de mange små oplevelser. Ting, som er alt andet end spektakulære, men som i 1.400 meters højde bliver til noget specielt,” siger Alexander.
En anderledes hverdag
Norge er blandt de lykkeligste lande i verden, og noget af forklaringen ligger formentligt i ordet ’friluftsliv’. Dette ord blev opfundet af den norske forfatter Henrik Ibsen, der blandede de tre ord ’fri’, ’luft’ og ’liv’ til at beskrive værdien af at opholde sig i naturen for fysisk og psykisk velværes skyld.
I dag rummer ordet alt fra en picnic eller en gåtur i skoven med familien til en lang kanotur eller en nat i et telt - så længe det foregår i naturen under åben himmel. Friluftsliv er også følelsen af at være forbundet med naturens kræfter.
Mina og Alexander startede deres lange udendørs eventyr tilbage i 2018, da Alexander pludselig var uden job efter en nedskæringsrunde på hans tidligere arbejdsplads.
Han besluttede sig for at vende situationen til noget positivt. Eftersom han altid havde været vant til at færdes på fjeldet, besluttede han at tage på en længere vandretur med datteren Mina, dengang blot to år gammel.
”Minas mor har et job, hvor hun ikke kan hente og bringe Mina i børnehaven. Det stod derfor hurtigt klart, at hvis jeg skulle af sted, så skulle Mina med. Og det har egentligt bare gjort det hele mere spændende,” siger Alexander.
De startede med en 57 dage lang vintertur fra Vest-Agder til Jotunheimen.
”Pludselig var jeg i selskab med en fjeldguide, der åbnede en port til et magisk kongerige, jeg ikke vidste fandtes,” fortæller Alexander.
Efter to år har de to rejsefæller tilbagelagt masser af ekspeditioner i vildmarken, hvoraf nogle har indsamlet penge til velgørenhed. De har lavet dokumentar- og børneprogrammer til fjernsynet og er blevet nomineret til adskillige priser.
I 2019 vandt de for eksempel ’Årets Villmarkinger’.
Du kan følge med på de korte og lange ture på Instagram-siden Mina og meg, hvor der er billeder og videoer af ’hverdagen’ på fjeldet og jagten på flere magiske øjeblikke til mindebogen.
En anden, der altid er med på turene…
…er dukken Laura.
”Laura er Minas trofaste følgesvend. Hun har været med på flere vandreture end mange mennesker nogensinde når at opleve,” siger Alexander.
Mina og Alexander tror på magi. De synes, at naturen er et glimrende sted at komme tættere på hinanden, og naturligvis tror de også på trolde.
”Trolde har store øjne, ører, fødder og rumper. De er glatte som sten og har haler. De er søde, men de ser ikke altid søde ud,” forklarer Mina.
”Vi lever i et samfund med bedre kommunikationsmuligheder end nogensinde, men samtidig har vi større afstand til hinanden end nogensinde. Jeg tror, at vi har behov for at tro lidt på trolde i 2020,” siger Alexander.
Naturen er en legeplads
Mina og Alexander bader i bækkene, hopper fra klippe til klippe, spiser frokost med fjeldets ryper og ser Elsa og Anna fra ’Frost’ i fjernsynet. Et fjernsyn, Mina har tegnet i sneen.
Sammen synger de ’Hakuna Matata’ og ’Let it go’, danser og finder på historier.
Livet i et telt
At bo på små tre kvadratmeter uge efter uge kan være en prøvelse for selv de mest fanatiske friluftsfans. Men for Mina og Alexander er det at bo i telt blevet hverdag.
”Det er en enkel og smuk verden. Det at være sammen på så lidt plads gør, at vi ikke kan flygte fra interaktionen og legen,” siger Alexander.
De læser bøger med Laura og kigger ofte på billeder af dem derhjemme - mor, lillesøster og børnene i børnehaven.
”Vi spiser slik og leger gemmeleg i teltet,” siger Mina.
At tage på tur sammen
”Folk spørger mig ofte om, hvordan jeg motiverer Mina til at tage med på mine ture. Svaret er, at jeg ikke motiverer hende, for man kan ikke motivere et barn til at gå 160 kilometer i fjeldene,” siger Alexander.
Nøglen er at gøre det til et fælles projekt.
”Det første skridt er at sige ’vi skal på tur sammen’ i stedet for at sige ’jeg skal med mit barn på tur’,” forklarer Alexander.
Mina ’læser’ kort, siger hvad hun har lyst til at lave, og vælger selv hvilke tegnesager, prinsessekjoler og bøger, hun vil have med.
”Samtidig siger jeg, at hun ikke kan tage ti bøger med, men to.”
Med klare rammer er der færre kampe.
”Jeg lægger de rammer, der skal til for at varetage vores sikkerhed og for at sikre, at vi kommer fremad. Men jeg giver også Mina en del af ansvaret og lytter til hende. Mina gider ikke kæmpe for noget, hun på forhånd ved ikke kommer til at ske.”
At beherske naturen
Mina ved, hvordan man forvarmer en primus. Hun kan også rulle et telt og har styr på, hvordan hun skal forholde sig til snedynger, gletsjersprækker og sneskred.
”Men disse ture handler ikke først og fremmest om at lære praktiske ting. Det handler mere om at lære sig selv at kende, i naturen,” siger Alexander.
Den største udfordring
Mina og Alexander har kæmpet sig gennem 20 sekundmeter vind og 25 frostgrader.
Men den største udfordring ved at rejse med børn er en helt anden, ifølge Alexander.
”Alt det praktiske skal simpelthen bare være på plads. En stor udfordring er, at jeg ikke altid kan give slip på at være voksen. Hvis jeg bliver træt og glemmer mig selv, er jeg ikke i stand til at være en lige så stor del af Minas verden, og så taber vi noget af det mest fundamentale.”
For det er hele meningen med duoens ture. At være sammen.
”Fokus skifter hos både Mina og jeg, når vi er på tur. Vi har tid til at koncentrere os om de ting, der giver ekstra plusser i bogen.”
Alexander henviser til den barnlige glæde, som filosoffen Arne Næs snakkede om:
”Når jeg tager mig selv i at sidde og tælle nåle i myretuen, og synes at det er det rigtige at gøre, så ved jeg, at vi er på rette spor.”
Tag del i magien
Mina og Alexander har cyklet fra Åndalsnes til Beitostølen og krydset Nordryggen på ski, vandret fra Romsdalsfjella til Dovrefjell, fra Lillehammer til Rondane, fra Kongsberg til Finse og rundt om Hjørundfjorden.
Alligevel er der ingenting, duoen sætter højere, end at være hjemme på ’mikroeventyr’ hos mor Kristin og etårige Lijle Olava.
”At koble naturen sammen med hverdagen, gennem korte og lange ture, er et valg, Kristin og jeg har taget sammen,” siger Alexander.
”Hvis Mina og jeg kan bidrage til, at flere voksne og børn tager ud for at jage trolde, vil det glæde mig.”
Og du behøver ikke vandre fjeldet tyndt i to måneder for at gøre det.
”Vores ture handler ikke om det store endemål, men om dét, der sker her og nu.”
I sidste ende er det dét, ’friluftsliv’ handler om.