Skip to main content

Top 10 rejsemål i Norge

Hippe byer og glitrende fjorde, nordlys og fjerne bygder nord for polarcirklen - Norge er et meget langt land, spækket med ting at lave fra syd til nord. Så hvor skal man begynde? For at få mest ud af din ferie anbefales det at fokusere på én eller to områder ad gangen. Herunder er nogle forslag.

1. Oslo og omegn

Der sker altid et eller andet i den norske hovedstad, Oslo, der har fået et gevaldigt løft de seneste år. Flydende saunaer, nye og smarte bydele, en fuldt booket begivenhedskalender og mange helt nye museer og attraktioner er blot noget af det, du kan forvente på et besøg i Oslo.

Med Oslofjorden og Oslomarka på hver sin side er det let at kombinere byliv med naturoplevelser som for eksempel cykling, vandring og skiløb på nogle af Norges bedste skiområder. På hver side af fjorden byder Østfold og Vestfold på charmerende kystbyer som Fredrikstad og Tønsberg.

Cirka en times kørsel fra Oslo ligger Norges nye kunstdestination Hadeland, hvor du kan besøge Kistefos-Museet og den spektakulære udstillingsbygning The Twist.

2. Tromsø og nordlyset

Den arktiske hovedstad Tromsø ligger lige midt i Nord-Norge. Hvis der står nordlys, hvalsafari, midnatssol og episke naturoplevelser på din bucket list, så er det her du bør rejse hen.

Her er glimrende muligheder for turski og vandring i Lyngenfjord-regionen, samiske kulturoplevelser i byer som Karasjok og Alta, samt ikke mindst det nordligste punkt på det europæiske fastland - Nordkap.

I den østlige del af denne enorme region ligger Varanger-halvøen, som er et paradis for fugleinteresserede. Tag på kongekrabbesafari og kør med hundeslæde i Kirkenes, hvor du også kan sove på et hotel lavet af sne og is.

I området omkring Tromsø er der adskillige interessante øer at opdage, herunder Senja, Kvaløya, og Sommarøy.

3. Lofoten og Nordland

Svimlende fjelde, glitrende fjorde, autentiske fiskerlejer og billedskønne sandstrande. For ikke at tale om nordlys og midnatssol! Du har sikkert set de flotte billeder fra Lofoten og Vesterålen på Instagram (der er virkelig mange af dem!). Vores bedste råd er at besøge disse øgrupper uden for højsæsonen, hvor der er mere plads.

Der venter gode ski- og vandreforhold i Narvik og det mindre besøgte, men ikke mindre spektakulære, område ved navn Helgeland.  Fra Bodø kan du køre mod syd ad Kystriksveien til Trøndelag, en af verdens mest seværdige køreture.

Kystbyen Bodø er den største by i Nordland fylke, med masser at foretage sig og et blomstrende kulturliv. Faktisk bliver Bodø Europæisk Kulturhovedstad i 2024.

4. Bergen og fjordene i det vestlige Norge

Historisk verdensarv, innovativ modetøj, trendy restauranter og et progressivt musikmiljø bør være grunde nok til at besøge Norges andenstørste by, Bergen. Besøg nogle af landets bedste museer (for eksempel kunstmuseet KODE og en række komponisthjem), far vild i de smalle stræder og gyder, og se byen fra toppen af et af byens syv fjelde.

Bergen er den perfekte base for et besøg til de verdensberømte norske fjorde, herunder Sognefjorden, Norges længste og dybeste fjord, mod nord, og Hardangerfjorden (hvor du også finder ikoniske Trolltunga) mod syd. Mange af fjordene har sidearme, der er mindst lige så smukke, men ikke så overrendte.

Tag toget til Flåm på Flåmsbanen, kåret som en af verdens smukkeste togrejser. Der er friluftsoplevelser i mageløse omgivelser i Voss og Nordfjord.

5. Geirangerfjorden og Nordvestlandet

Den maleriske jugendstil-by Ålesund er et godt udgangspunkt for udforskning af fjordene i denne del af Norge. Nordvest, der ligger i den nordlige del af regionen Fjord Norge, tiltrækker friluftsmennesker hele året rundt. De Syv Søstre og adskillige andre vandfald pryder de stejle fjeldsider langs den UNESCO-beskyttede Geirangerfjord, Norges mest kendte fjord.

Fjeldklatringshovedstaden Åndalsnes er en oplagt base, for her er der ikke langt til de verdensberømte attraktioner Trollstigen og Atlanterhavsvejen.

Åndalsnes er desuden endestation på Raumabanen, en af verdens smukkeste togture. I Nordvest finder du også jazzbyen Molde og klipfiskbyen Kristiansund.

6. Stavanger

Hvad får du, hvis du kombinerer Michelinrestauranter med gamle træhuse, street art i verdensklasse og multikulturelle toner? Svaret er: Stavanger! Stavanger er den største by i det sydvestlige Norge og et godt udgangspunkt, hvis du vil strege nogle af Norges mest berømte turistattraktioner af din bucket list: Lysefjorden og Preikestolen.

Kystområdet Jæren er enhver strandløves paradis, her finder du nemlig nogle af landets bedste og bredeste sandstrande. Er du til surfing eller kiting, er det her du skal rejse til. Følg Nordsøvejen mod Egersund og kør gennem den ene charmerende kystby efter den anden, for eksempel billedskønne Sogndalstrand.

7. Trondheim og Trøndelag

Lige i midten af Norge ligger regionen Trøndelag og lokker med spændende historie, madkultur og aktive naturoplevelser. Dette er et himmerige for foodies, og regionen var Europæisk Gastronomiregion i 2022.

Prøv fiskelykken, tag cyklen eller skiene med, eller gå langs én af de ni pilgrimsruter ved navn Skt. Olavs-vejene, der alle fører til Nidarosdomen i Trondheim. Trondheim er hele regionens hovedstad og kendt som Home of Nordic Flavours. Her er både gastrooplevelser med Michelin-stjerner samt masser af 'normale' spisesteder og hyggelige caféer.

Følg duften af de mange gode spisesteder langs Den Gyldne Omvej i Innherred, og rejs tilbage i tiden på et besøg i den UNESCO-beskyttede mineby Røros. På Dovrefjell kan du være heldig at få et glimt af den mægtige moskusokse.

8. Kristiansand og Sørlandet

Det sydlige Norge er nordmændenes eget ferieland, med dejlige strande, tusindvis af øer og flere solskinstimer end noget andet sted i Norge. Gå en tur i de smalle gader mellem de hvidmalede træhuse i kystbyerne Risør, Arendal, Grimstad, Mandal og Flekkefjord, eller kig nærmere på de norske folketraditioner i Setesdalen.

Den største by i Sørlandet er Kristiansand, hvor du kan slentre lidt rundt i den gamle bydel Posebyen, spise fisk og andet godt fra havet, slappe af på bystranden og tage på festival. Dyreparken er et hit blandt børnefamilierne. En kort køretur fra Kristiansand ligger Lindesnes Fyrtårn på Norges sydligste spids. Det er også i Lindesnes du finder den Michelin-belønnede restaurant Under, verdens største undervandsrestaurant.

9. Østlandets fjelde og dale

Tyk skov, lange dalstrøg og enorme fjeldområder præger Østlandet, der således byder på naturoplevelser uden stop. Det er også her, du finder Norges største skiområder - for eksempel Geilo, Trysil og Hemsedal. Disse steder er ikke bare sjove om vinteren, for om sommeren forvandles pisterne til et paradis for mountainbike-ryttere.

Valdres, Hallingdal, Lillehammer og Gudbrandsdalen er populære rejsemål for familier, med alt fra forlystelsesparker, bondegårde og lette vandreture. Det samme gælder for Telemark, hvor du kan sejle på Telemarkskanalen og se en af Norges mest imponerende udsigter fra fjeldet Gaustatoppen.

Nationalparkerne Dovrefjell, Jotunheimen og Rondane indbyder selvsagt til oplevelser i naturen, herunder vandring, cykling, rafting og klatring.

10. Svalbard

Klar til et virkeligt eventyr? Midt i Ishavet, halvvejs mellem det norske fastland og Nordpolen, ligger Svalbard. Her kan du tage med på eksotiske aktivitetsture hele året rundt, i et landskab der på samme tid er både barskt og skrøbeligt.

Kør med hundeslæde, prøv ice caving, tag på snescootersafari og jag nordlyset. Ud over de mange isbjørne er øerne hjem for omkring 3.000 mennesker. Longyearbyen er øgruppens største by, en farverig minimetropol med flere aktiviteter, kulturbegivenheder og kvalitetsrestauranter end man forventer sådan et ellers øde sted.

Se stederne på kortet

Alle ti områder er gode udgangspunkter for din ferie i Norge.

Bestil din ferie til Norge

Klar… Af sted! Lad eksperterne stå for ferieplanlægningen.

Bestil feriepakker

Benyt dig af disse gode tilbud

Planlæg din rejse til Norge sammen med en af Visit Norways samarbejdspartnere.

Senest besøgte sider