Skip to main content

<br/>

Unknown Component
civid: 60588a22fc90655480fbcb33
name: plugins_common_social_share (widget)

Vandring over Romsdalseggen

I Norge er turen til toppen af Romsdalseggen kendt som en af de smukkeste og lettest tilgængelige vandreture i landet. Store dele af denne rute går langs selve fjeldryggen - forbered dig selv på fabelagtige udsigter.

Fjorde, fjelde og vandfald i alle retninger – på vandringen over højderyggen Romsdalseggen i Åndalsnes får du en udsigt, som vil tage pusten fra selv den mest erfarne vandrer.

Fra toppen kan du se til Åndalsnes, Trollveggen og Trolltinderne. Ja, faktisk kan du se hele vejen til Molde og havet mod vest. Langt nede snor Rauma-elven sig gennem dalen, og du kan få et glimt af toget på Raumabanen.

7-8 timers vandring

Fra udgangspunktet ved parkeringspladsen i Vengedalen tager hele vandreturen op til og hen over Romsdalseggen mellem syv og otte timer. Det er en omkring 10 kilometer lang rute, som omfatter stigninger på 970 meter i alt. Der er tre vandreruter: let, middel og en ekstrem, der kræver fjeldguide. 

Sørg for, at du er i god fysisk form, inden du begiver dig ud på denne eventyrlige fjeldvandring. Børn kan have svært ved at gennemføre hele ruten, og hvis du har hund med, skal du være klar til hjælpe den over de stejleste steder på stien. Stien er tydeligt afmærket, og på bussen til Romsdalseggen får du et kort og en beskrivelse af vandreturen.

Sæson

Vandresæsonen går fra juli til september.

Ture med guide

Hvis du mangler erfaring eller ikke er sikker på, at du kan klare denne rute, vil vi råde dig til at tage med på en guidet tur. En god guide kan sørge for, at en dårlig dag ender med at blive en fantastisk oplevelse.

Sikkerhed undervejs

Hvert år tager frivillige norske redningsfolk ud for at hjælpe nødstedte folk i fjeldene. Derfor er der en række ting, du bør være klar over og forberede dig på, hvis du ikke er en erfaren fjeldvandrer.

Læs mere om sikkerhed på fjeldet, før du tager af sted.

Typiske fejl

Gør dette:

Indhent oplysninger om længde, varighed og anbefalet fysisk form for den vandretur, du har tænkt dig at tage på.

Tjek vejrforholdene, og følg altid de råd, du får af lokale beboere i fjeldområdet.

Køb eller lej det rette udstyr til din vandretur.

Sørg altid for at have tilstrækkelig mad og drikke samt et ekstra sæt tøj i rygsækken.

Undersøg mulighederne for at tage med på en guidet tur.

Undgå dette:

Lad være med at bruge jeans, træningssko eller andre slags hverdagstøj.

Undgå at starte turen for sent på dagen – ellers risikerer du at skulle vandre i mørke.

Tag aldrig på fjeldvandring, hvis du ikke er i god fysisk form.

Du kan ikke nøjes med at have et kort på din mobile enhed, da der ikke altid er tilstrækkelig mobildækning i fjeldene.

Efterlad intet, herunder affald.

Få gode tips om påklædning og hvad du skal pakke i din rygsæk.


Vejret i fjeldene

Selvom vejrudsigten lover sol og tørvejr, skal du være opmærksom på, at vejret kan ændre sig meget hurtigt. Derfor skal du altid tjekke vejrudsigten, inden du tager på fjeldvandring. Tag ikke af sted hvis meldingerne går på blæst, kraftig regn eller tåge. Få den seneste vejrudsigt på yr.no

Det rigtige vandreudstyr

Pak en 30-liters rygsæk, så du er sikker på at have plads til alt det, du har brug for i de norske fjelde. Kort og kompas, et førstehjælpssæt, en fuldt opladet mobiltelefon og en pandelampe er bare nogle af de ting, vi vil råde dig til at have med i rygsækken. Se videoen med en udførlig pakkeliste længere nede på siden.

Varmt og praktisk tøj 

Sørg for at bruge gode vandrestøvler. Terrænet er ujævnt, så det er meget vigtigt, at dit fodtøj giver god støtte til fødder og ankler. Langs fjeldkammen er der af og til kraftige vindstød, så tag vind- og vandtæt overtøj på. Din rygsæk bør altid indeholde et ekstra sæt tøj inklusive kasket eller hue, vanter og halstørklæde.

Mad og drikke til hele turen

Sørg altid for at have tilstrækkelige mængder mad og drikke med, når du tager på vandretur. Det er vigtigt, at du har proviant nok til at "lade op" en del gange undervejs, så du ikke risikerer at løbe tør for energi.

Pakkeliste

Toiletter

Der er ingen toiletter langs ruten, så sørg for at tisse af inden afgang. Hvis tissetrangen melder sig undervejs, så sørg for at gøre det på dalsiden af stien, langt væk fra bække og vandløb. Tag dit affald med dig.

Sådan kommer du hertil 

I sommersæsonen kører der bus til Romsdalseggen fra jernbanestationen i Åndalsnes. Sæsonen kan udvides til de første weekender i oktober, hvis det er godt vejr. Hvis du kommer til Åndalsnes i bil, skal du parkere den på en af pladserne til langtidsparkering. I centrum er der kun korttidsparkering. Du kan også køre i bil til rutens udgangspunkt, som ligger ved parkeringspladsen i Vengedalen.

Andre vandreruter i området

Der er mange forskellige muligheder for at vandre i området omkring Romsdalseggen, og du kan også vælge nemmere ruter.

Benyt dig af disse gode tilbud

Planlæg din rejse til Norge sammen med en af Visit Norways samarbejdspartnere.

Bliv inspireret

Her er nogle andre artikler, du måske vil synes om.

Senest besøgte sider