Røros som verdensarv

Minder efter minerne

Arne Carlsen er den sidste minearbejder i den dybe og historiske Olavsmine i den UNESCO-beskyttede by Røros. ”Det er et vanvittigt smukt sted at fundere over livet”, siger den 57-årige vagtmester.

Original engelsk tekst: Morten Andre Samdal

Mineralerne glitrer i blå og grønne nuancer i stenvæggen. Smalle og stejle trapper forsvinder ned i mørket. Mere end 60 meter under jorden står der stadig gammelt mineudstyr langs togsporene.

”Det er et helt unikt miljø, og det er meget inspirerende at arbejde hernede. Mit job er at sørge for, at det er sikkert for alle at opleve hvordan det var at leve og arbejde i minerne”, siger Arne Carlsen.

Han er vagtmester i minerne, der dækker et lige så stort areal som 21 fodboldbaner.

Minerne lukkede i 1972, men man kan stadig opleve roen og ekkoet fra ældgamle arbejdstraditioner i Olavsminen, 13 kilometer uden for Røros.

En puls der slår

”Der er syv vandpumper, der skal kigges efter. De er meget vigtige, for der er meget vand der skal pumpes væk. Ellers ville minerne have været oversvømmet for lang tid siden.”

25.000 liter grundvand løber gennem pumperne hver time. Den ældste pumpe er over 50 år gammel, men stadig i brug. ”Nogle gange skal maskineriet have lidt olie”, siger Carlsen, der selv arbejde i minerne om sommeren som ung.

På et tidspunkt arbejde stort set alle mænd i byen i minerne.

Røros blev populært sagt bygget af kobber, og den atmosfæriske Olavsmine er et helt særligt sted. Gennem næsten 400 år er der fra de over 40 miner rundt om Røros blevet udgravet omkring 110.000 ton ren kobber. Disse fund har gjort det økonomisk muligt at have et rigt kulturliv i byen og området.

Røros.
Photo: Tom Gustavsen / Destinasjon Røros

Røros.
Photo: Marius Rua / Destinasjon Røros

Røros.
Photo: Kim Rambergh/Destinasjon Røros

Røros.
Photo: Marius Rua/Destinasjon Røros

Røros.
Photo: Tom Gustavsen/Destinasjon Røros

I gæld til historien

I 2015 modtog Røros prisen som Norges bedste kulturområde. ”Det er steder som Olavsminen, der gør denne by til et af Trøndelags vigtigste områder”, siger Solfrid Augensen fra Røros Museum.

Mine- og landbrugsaktiviteterne indenfor bygrænserne gav byen en helt særlig karakter. En anden ting der gør byen helt speciel er, at indbyggerne stadig bor i de oprindelige bygninger fra de 18. og 19. århundreder.

Ligesom de fleste minebyer på den tid er Røros centrum udgjort af to lige, parallelle gader, og det gør det let at udforske byen.

”I dag er Røros mere kendt for glimrende mad, den smukke kirke og den flotte arkitektur. Men vi må endelig ikke glemme, hvem der gjorde alt dette muligt, nemlig minearbejderne”, siger Augensen.

Røros Mineby, der blev grundlagt i 1646, er ét af blot syv steder i Norge, der er optaget på UNESCOs verdensarvsliste. I Røros er selv nordmændene ivrige turister.

Byen er bygget udelukkende af træ og smelter godt ind i det omgivende kulturlandskab, der på en fremragende og nærmest komplet måde viser, hvordan minedriften, transportmåder og livsstil måtte tilpasse sig naturens luner – de enorme fjeldvidder, det kolde klima, den øde beliggenhed uden veje, og de dårlige betingelser for skov og landbrug.

På den baggrund udvikledes en kultur, der nu er delvist forsvundet, men hvor kulturarven består. I denne tryllebindende gamle by kan du se historiske bygninger og baggårde, samt enorme slaggerdynger, der troner over landskabet.

”Hovedattraktionen i Røros er selve byen, hvor du er fuldstændigt omgivet af historie og tradition. Slip fantasien løs på din tur rundt i byen og i minerne, og du befinder dig snart i en anden tidsalder.”