Skip to main content

De bedste vandreruter i Fjord Norge

Kunne du tænke dig at bestige ikoniske fjeldformationer som Trolltunga og Preikestolen? Eller har du lyst til en tur med mindre trængsel, men lige så bjergtagende udsigt? Her er nogle af de bedste muligheder for at vandre i Fjord Norge.

Berømte fjelde som Preikestolen, Romsdalseggen, Trolltunga og Kjerag er bare nogle få eksempler på Fjord Norges mest populære vandreture – og hver eneste af dem er et eventyr i sig selv. De kan dog være hårde ved både knæene og lårmusklerne, så du skal være i god form. Men du kan også nemt finde masser af kortere og mindre udfordrende stier, perfekte til familier med børn eller dig, der bare vil tage den mere med ro. Der er fantastiske vandreområder langs med fjordene, i nationalparkerne og gennem de grønne dale.

Og eftersom Fjord Norge dækker mere end 57.604 kvadratkilometer, er det nok bedst, at du ikke snupper det hele på en gang. Hvad med at vælge et eller to mindre områder og virkelig udforske de mange spændende afkroge, de gemmer på – og samtidig undgå menneskemylderet? Der er mange forskellige regioner i den vestlige del af Norge. Nedenfor kan du se nogle af de bedste vandreture i hvert område, fra syd til nord.

Sørg for at finde ud af i forvejen, hvilke vandreruter der passer til dit niveau. Læs vores tips til sikkerhed på fjeldet, og hvordan du skal forberede dig på dit vandreeventyr! Til mere udfordrende fjeldvandringer anbefaler vi, at du tager på en gruppetur eller booker en kvalificeret guide.

Ryfylke

Tag til Ryfylke for at opleve nogle af Norges mest berømte vandreture. Gå hele vejen op til fjeldplateauet Preikestolen, som svæver 604 meter over Lysefjorden, eller Kjerag, hvor kampestenen Kjeragbolten sidder fastklemt mellem to fjeldsider. Du kan også vælge mellem en række andre fantastiske vandreruter her i området, både hvis du vil gå fra hytte til hytte over flere dage eller tage på kortere dagsture med byerne Stavanger eller Sandnes som udgangspunkt (se nedenfor).

Stavanger-området

Stavanger og omegn har et rigtig godt og varieret netværk af velafmærkede vandrestier. Tag familien med på eventyr ved den bynære kyst i fjeldene omkring de større byer Stavanger og Sandnes, eller find et fladere terræn ved Jærstrendene med de kridhvide, kilometerlange sandstrande. Eller måske er du taget hertil, fordi du vil vandre op til Preikestolen eller Kjerag i Ryfylke (se ovenfor)?

Haugesund og Haugalandet

Landskabet i Haugesund og Haugalandet bliver ofte sammenlignet med de omgivelser, man ser i TV-serier som Game of Thrones og Vikings. Og det er ikke så underligt, for det var hjemsted for lokale vikingekonger i mere end tusind år. Tag på vandring i de historiske fjelde, gå en tur langs havet, eller tag ud til en af de større øer og oplev det barske landskab, hvor havet møder himlen. Et must for glade vandrefolk er fjeldformationen Himakånå, der ligner en troldekone!

Sunnhordland

Vælg mellem 200 afmærkede stier i Sunnhordland, fra nemme og børnevenlige ruter til bestigning af fjeldtoppe i 1.400 meters højde med fantastiske udsigter. Hvis du har lyst, kan du følge Nordsøstien langs med det åbne hav. Eller måske vil du booke en guide og tage på gletsjervandring på Folgefonna, en af de største gletsjere i Norge?

Hardangerfjord-området

Hardanger er stedet, hvor du finder den verdensberømte Trolltunga, men det er naturligvis ikke alle, der ønsker at begive sig ud på den lange og anstrengende tur derop. Heldigvis er der masser af andre muligheder i denne del af Fjord Norge. Du kan følge Dronning Sonjas panoramatur, nyde synet af de mange vandfald (inklusive det storslåede Vøringsfossen) eller slentre gennem de skønne blomstrende frugtplantager, der pryder regionen om foråret. Der kan du også smage nogle af verdens bedste cidere.

Bergen

Når det gælder fænomenale udsigter og lettilgængelige stier tæt på byens centrum, er det de færreste steder, der kan hamle op med Bergen. Start dagen på et fjeld (du kan køre med kabelbanen Fløibanen eller med svævebanen til Ulriken, hvis du vil kun vil gå fra toppen), og nyd så at vandre hele vejen ned, mens du mærker byens puls.

Voss

Velkommen til actionfyldte eventyr i Norges adrenalinhovedstad! Voss er stedet for dem, der er vilde med ekstremsport af enhver slags. På vandresiden kan du vælge mellem stier i alle sværhedsgrader i fjeldene, der omgiver byen – og udsigten er simpelthen storslået.

Sognefjord-området

Norges længste og dybeste fjord strækker sig fra kysten hele 204 kilometer ind i landet med adskillige spektakulære forgreninger undervejs – for eksempel Nærøyfjord, som er optaget på UNESCOs verdensarvsliste. I Sognefjord-området finder du også nogle af de mest populære vandreområder i hele Norge. Gå i historiens fodspor på den gamle Kongevej til den hyggelige by Lærdal, eller tag ud at vandre i fjeldene omkring Flåm. Medmindre du hellere vil begive dig ud på nogle af Norges mest fantastiske dalvandringer?

Fjordkysten og Sunnfjord

Rejs en tur langt fra alfarvej: så langt vestpå, det er muligt at komme i Norge. Her kan du vandre til toppen af naturmonumenter som Alden, Lihesten Hornelen – Europas højeste havklippe – eller følge en de mange familievenlige ruter langs Nordsøstien. Og hvis du brænder efter at få en helt speciel oplevelse, så kom til Fjordkysten mellem november og februar, hvor det er sæson for “stormjagt”!

Halvvejs mellem Ålesund og Bergen ligger Sunnfjord, også kaldet “vandfaldenes rige” takket være de utallige steder, hvor vandet fosser i kaskader ned ad de stejle fjeldsider. Her er der masser af afmærkede stier at vælge imellem, og du kan også tage på guidede ture.

Nordfjord

Den største fastlandsgletsjer i Europa og en dramatisk kystlinje gør Nordfjord til et sandt overflødighedshorn for vandrere – og her er mere end 230 afmærkede vandrestier. Bemærk: Du skal tage med en guide, hvis du vil ud at gå på gletsjerne. Når du er i området, bør du også lægge vejen forbi oplevelsesarenaen Loen, hvor du kan blive løftet helt op på fjeldtoppen med Loen Skylift. Og gå ikke glip af chancen for at stå på sommerski i Stryn!

Geirangerfjord-området

De fleste besøgende tilbringer kun en enkelt dag i dette berømte område. Men det er en KÆMPE fejltagelse! Den dybe blå Geirangerfjord er omgivet af majestætiske fjelde med sne på toppen, vilde vandfald og frodige, grønne landskaber. Tag med på en af de mange guidede ture, hvor du blandt andet kan høre fantastiske historier, eller tag ud at vandre på egen hånd i Geirangerfjord-områdets storslåede landskab, som er på UNESCOs verdensarvsliste.

Ålesund and Sunnmøre

Sunnmørsalpene, bedst kendt for deres mægtige tinder med svimlende udsigt over fjordene, har været et trækplaster for vandrere gennem århundreder. Ved kysten og på en række øer er fjeldene lavere og mindre rå, men de byder stadig på fine udsigter over havet og de smukke hvide strande i nærheden af Ålesund og Sunnmøre.

Nordvest

Fra stejle fjelde og skønne vandredale til verdensberømte attraktioner som Trollveggen, Atlanterhavsveien og Romsdalseggen i Åndalsnes – spænd selen og kast dig ud i eventyret i det nordligste hjørne af Fjord Norge: Nordvest.

Benyt dig af disse gode tilbud

Planlæg din rejse til Norge sammen med en af Visit Norways samarbejdspartnere.

Planlæg turen

Klik på punkterne på kortet for at få flere oplysninger om hver tur.

Fjord Norge tilbyder også ...

Der er ingen grund til at vente til du er her med at finde ud af, hvad du kan foretage dig.

Senest besøgte sider