Skip to main content

Vandring til Trolltunga

Trolltunga er ubetinget ét af de mest kendte klippefremspring i Norge, beliggende 1.100 meter over havets overflade og 700 meter over søen Ringedalsvatnet.

I den vestlige del af Hardangervidda, i nærheden af den lille by Odda, ligger Trolltunga. Dette ikoniske klippefremspring og dalen nedenfor blev formet i løbet af istiden, der dækkede hele Skandinavien med is. Hvert år ankommer masser af turister for at prøve kræfter med vandreturen til Trolltunga - og for at blive fotograferet stående ude på 'troldens tunge', ikke mindst.

Sæson

Vandresæsonen varer fra den 1. juni til den 31. august. Guidede ture anbefales, men erfarne vandrere kan tage af sted på egen hånd. Start din vandretur før klokken 8 om morgenen, så du kan være sikker på at være tilbage før mørket falder på.

I vintersæsonen, fra den 1. oktober til den 31. maj, skal du altid være i selskab med en guide. Adskillige operatører udbyder ture med snesko eller på ski, så du kan få en sneklædt Trolltunga at se.

Trolltunga

10–12 timers vandring

Vandreturen går gennem højfjeldsterræn op til 1.180 meters højde og er en meget krævende fjeldvandring, både fysisk og mentalt. Det er strengt nødvendigt at have det rette vandreudstyr og velsiddende vandrestøvler, samt at være i mere end almindelig god form. Belønningen er en storslået udsigt over de fantastiske norske fjelde.

Fra starten af vandrestien i Skjeggedal er hele vandreturen 27 kilometer lang, med en højdeforskel på 800 meter. Du skal altså være forberedt på at vandre i mindst 10-12 timer, inklusive pauser.

Fra starten af vandrestien i Mågelitopp er der 20 kilometer i alt, med en samlet stigning på 320 meter. Herfra tager vandringen mellem 7 og 10 timer at gennemføre.

En række skilte langs stien viser både afstanden til Trolltunga og afstanden tilbage til start.

Vi anbefaler, at du har mindst to dage til rådighed, så du får bedre chancer for at tage vandreturen i godt vejr. I området omkring Trolltunga er der stejle klipper uden rækværk. Fald fra klipperne er forbundet med livsfare, så vær opmærksom hele tiden.

Guidede ture

Hvis du mangler erfaring eller ikke er sikker på, om du kan klare denne rute, kan du tage med på en guidet tur. En god guide sørger for, at en ellers dårlig dag ender med at blive en fantastisk oplevelse.

Sikkerheden undervejs

Hvert år er der masser af redningsaktioner på denne vandresti. Sørg for, at du ikke bliver en del af denne statistik, ved at forberede dig ordentligt, eller ved at tage med på en guidet tur.

Om sommeren er der vagter på Trolltunga hele døgnet rundt.

Langs ruten til Trolltunga ligger der to små nødhytter. Disse hytter er kun til brug i nødsituationer og må ikke benyttes til almindelig overnatning.

Der er mobildækning langs det meste af stien.

Læs mere om sikkerhed på fjeldet før du tager af sted.

Vejret i fjeldene

Selvom vejrudsigten lover sol og tørvejr, skal du være opmærksom på, at vejret kan ændre sig meget hurtigt. Derfor skal du altid tjekke vejrudsigten, inden du tager på fjeldvandring. Spørg også de lokale, hvordan de forventer, at vejret vil blive dén dag. Folk med lokalkendskab er ofte klar over, om der er risiko for regn og blæst – og det kan der sagtens være, selvom meteorologerne har lovet klart og roligt vejr. Få den seneste vejrudsigt på yr.no.

Det rigtige vandreudstyr

Pak en 30-liters rygsæk, så du er sikker på at have plads til alt det, du har brug for i de norske fjelde. Kort og kompas, et førstehjælpssæt, en fuldt opladet mobiltelefon og en pandelampe er bare nogle af de ting, vi vil råde dig til at have med i rygsækken. På vores side med vandretips kan du se en komplet pakkeliste til dine vandreture om sommeren. Du kan også se videoen herunder.

Varmt og praktisk tøj

Det er absolut nødvendigt, at du har det rigtige fodtøj på. Brug vandrestøvler, og lad træningsskoene blive hjemme. Du skal gå gennem våd mose, mudder og vand adskillige steder på ruten. Der er betydeligt koldere, jo højere du kommer op, så sørg for at have varmt tøj med. Tag vind- og vandtæt overtøj på, og pak altid et ekstra sæt tøj i rygsækken inklusive kasket eller hue, vanter og halstørklæde.

Mad og drikke

Sørg altid for at have tilstrækkelige mængder mad og drikke med, når du tager på vandretur, herunder masser af vand og snack-bars. Du kan fylde din vandflaske på parkeringspladsen i Skjeggedal.

Toiletter

Der er ingen toiletter langs stien, så sørg for at benytte faciliteterne i Skjeggedal eller Tyssedal, før du begiver dig af sted. Hvis du alligevel ikke kan holde dig undervejs, så sørg for at gå væk fra stien (ned mod dalen), og hold dig væk fra vandløb. Tag dit affald med dig tilbage. Der er skraldespande på parkeringspladserne.

Sådan kommer du hertil

Der er tre parkeringspladser i området: Tyssedal, Skjeggedal og Mågelitopp.

Der kører shuttlebus mellem Odda, P1 Tyssedal og P2 Skjeggedal. Hvis du ønsker at starte vandreturen fra den øverste parkeringsplads, P3 Mågelitopp, kan du skifte til en anden shuttlebus på P2 Skjeggedal.

Mere information om vandreturen til Trolltunga, transport og parkering finder du på trolltunga.com.

Andre vandreture og aktiviteter i området

Området omkring Hardangerfjorden har været en vigtig turistdestination i mange hundrede år. Og det er ikke mindst den spektakulære natur og den interessante kultur, der gør området til et oplagt rejsemål, hvis du er til aktivt udendørsliv. Prøv for eksempel via ferrata-klatring, kajakpadling på Hardangerfjorden, og gletsjervandring eller sommerski på Folgefonna.

Nogle af de bedste vandreture i Norge findes i Hardangerfjord-området. Udover Trolltunga kan du prøve Fossastien i Husedalen eller Dronning Sonjas panoramatur – og hvorfor ikke prøve nogle af turene i den enorme Hardangervidda Nationalpark. Se flere vandreture på kortet herunder.

De bedste tilbud fra vores partnere

Book din ferie til Norge i dag!

Bliv inspireret

Her er nogle andre artikler, du måske vil synes om.

Senest besøgte sider