Dynamic Variation:
Book
Choose Language
Search & Book
Norway Now
invalid widget [plugins_social_instagram_liked_media] []
Search
or search all of Norway
Langahorgi, Voss Langahorgi, Voss
Credits
Langahorgi, Voss.
Photo: Tadas Dziautas / visitnorway.com
Campaign
Partner
Ad

Den norske livsstil

Lighed, frihed… og varme vafler. Maden, traditionerne og livsstilen her på kanten af Europa kan til tider forekomme mærkværdig – læs mulige forklaringer på besynderlighederne her.

A-Z om Norge

Allemannsretten

Ikke alene er det lovligt at færdes overalt i Norges natur, det bliver faktisk tilskyndet fra officiel side. Citatet ”… som en fritidsaktivitet, der er sund, miljømæssigt forsvarlig og giver velvære“ stammer fra teksten til loven om allemandsretten, som blev vedtaget i 1957.

Basehopping (base jumping)

Norges fjelde hører måske ikke til de allerhøjeste, men til gengæld er de meget dramatiske. Sneklædte tinder rejser sig direkte fra havet, og der er lodrette klippevægge på over 1.000 meter. Der er med andre ord ideelle steder at dyrke ekstremsport som for eksempel base jumping. Google selv efter "360-graders wingsuit" – det er bare at kaste sig ud i det.

Cocktail

Cocktails, som bliver serveret på nye, opfindsomme måder, er den nye trend. Der er sågar åbnet en norsk cocktailbar i Tokyo. Men de fleste nordmænd foretrækker at drikke øl, når de går i byen. I løbet af de sidste fem år, er der skudt mikrobryggerier op allevegne, så man nu har myriader af ølmærker og øltyper at vælge imellem.

Dugnad

Når landsbyen eller et andet fællesskab har brug for at få løst et problem, bruger man ofte ”dugnad“ til at få det løst. Det betyder, at man arbejder i fællesskab, og at alle er ivrige efter at få det til at lykkes.

Energi

Norges største indkomstkilde er energi. Man opdagede store oliereserver i den norske undergrund i slutningen af 1960erne. De norske politikere har været ganske gode til at disponere oliepengene, så Norge i dag har et velfærdssystem i verdensklasse, høj mindsteløn og en rimelig arbejdstid. Tilsammen betyder det, at Norge bliver vurderet som et af verdens bedste lande at leve i.

Fårikål

Hvis man spørger nordmændene, hvad den mest typiske norske madret er, vil mange svare ”fårikål“, som betyder får i kål. Hvert efterår vil man i mange familier koge fåre- eller lammekød sammen med kål og hele peberkorn og servere det med kartofler.

Geitost

Eller gedeost. Den pålægstype, man oftest forbinder med Norge, er nok den brune myseost, og særligt den, der er lavet af gedemælk. Den smager lidt ligesom karamel, med en kant af noget stærkt. Prøv den.

Hjerteformede vafler

Når nordmænd besøger deres bedstemødre, forventer de at blive budt på vafler. Hjemmebagte vafler er noget, man kan samles om efter kirke, på loppemarkedet, eller når man er inviteret ind hos naboen. Norske vafler er bløde og hjerteformede. Firkantede vafler er helt ude i hampen!

Ideologi

Efter Anden Verdenskrig spillede det norske socialdemokrati hovedrollen i genopbygningen af landet, og lønmodtagerrettigheder kom til at få stor betydning. I dag har nordmændene generelt en kort arbejdstid, men til gengæld arbejder både mænd og kvinder. Den flade struktur, hvor chefer kan spise frokost med deres medarbejdere, og selv toppolitikere kan finde på at cykle til arbejde, er noget nordmændene er meget stolte over.

Janteloven

”Du skal ikke tro, du er noget, eller at du er bedre end os“. Det er essensen af janteloven, som den blev defineret af den dansk-norske forfatter Aksel Sandemose i 1933. Her satte han ord på den uskrevne lov i Skandinavien, som går ud på at underspille sine egne bedrifter. I dag er der dog mange, som går op i vise, at de ikke adlyder janteloven.

Kos

Ordet ”kos” betyder ”hygge“, og ligesom i Danmark er hygge et meget vigtigt begreb. Det ofte barske vejr betyder, at nordmændene gør alt, hvad de kan for at have det rart indendørs. Kaminild. Et varmt tæppe. Nybagte kager og levende lys. Voila, så er det pludselig ”koseligt”.

Lavvo

En lavvo er samernes traditionelle midlertidige bolig og kan sammenlignes med indianernes tipi. Lavvoen bruges stadig, når de samiske nomader følger deres renflokke om vinteren oppe i Finnmark i det allernordligste Norge.

Metal

Det er en af Norge største eksportvarer, på linje med olie og laks. Det er lige så kulsort som de kolde norske vintre. Det er selvfølgelig norsk heavy metal, der er tale om. Tidlige fremtrædende bands såsom Emperor, Mayhem, Burzum, Gorgoroth og Enslaved Darkthrone banede vejen for det, der stadig er en vigtig del af den norske musikscene og undergrundskultur.

Nerder

Eller nørder. Måske er det vikingeblodet i årene der gør, at nordmændene er vilde med fantasy. Uden for biograferne kunne man i ugevis se folk i elver- og hobbitkostumer campere for at sikre sig billetter til ”Ringenes Herre“ i begyndelsen af dette årtusinde. I dag er der flere og flere, der er stolte over at tilhøre en eller anden subkultur, det være sig gaming, rollespil eller vikingemetal.

Ovale weekender

Nordmænd er kendt for at være vilde med ”ovale“ (lange) weekender. Det kan skyldes, at mange har adgang til en hytte i fjeldene. Så snart de har mulighed for at snuppe en fridag om fredagen, vil man se dem stuve familien ind i bilen sammen med noget godt mad og noget brænde, og så er det ellers af sted til hytten.

Pride-festivaler

Norge er kommet langt med hensyn til at acceptere bøsser og lesbiske og give dem lige rettigheder. Siden 2009 har to af samme køn kunnet gifte sig. Der holdes pride-festivaler i adskillige norske byer om sommeren. Her fokuserer man på homoseksuelles rettigheder.

Quisling

”Fjord“ og ”ski“ er ord, der stammer fra Norge, og som også kan findes i andre landes ordbøger. Desværre gælder det også ordet ”quisling“, som betyder en person, der samarbejder med en besættelsesmagt. Ordet henviser til den daværende norske regeringsleder Vidkum Quisling, som hjalp tyskerne under deres besættelse af Norge fra 1940 til 1945.

Raspeball

Det kendes både som raspeball, klubb, raspekake, komle, kløbb, kumle, kompe, kump(e), potetball, klot og ball. Det er en norsk ret med lige så mange navne, som der er måder at lave den på. Men det er faktisk bare kartoffelboller. Hvis du bliver inviteret til aftensmad hos nogen i den sydlige, vestlige eller centrale del af Norge, er der gode chancer for, at der vil blive serveret raspeball.

Ski

At løbe på ski – ”det er jo bare noget, vi gør“. Man kan løbe på ski på mange måder i Norge, men for de fleste nordmænd er langrend det, de kender bedst. Det er nemt at gå til, for de fleste langrendsløjper er åbne for alle og gratis at benytte.

Tage på tur

Når nordmænd føler sig lidt gnavne eller stive i kroppen, tager de på tur. Man kan selvfølgelig sagtens bare gå en tur der, hvor man bor, men de fleste nordmænd føler sig draget mod skoven. Hvis der ikke er en skov i nærheden, er det også fint med en bakke eller et fjeld. Du vil sikkert opleve, at mange nordmænd er mest gnavne om efteråret og vinteren. Det er, fordi der er så lidt sollys på den tid af året, og mulighederne for at ”tage på tur” er også begrænsede.

Ullevaal Stadion

Selvom nordmænd er mest stolte af deres vintersport, sikkert fordi det er det, de er bedst til, er fodbold alligevel langt den mest populære sportsgren i Norge. Ullevaal Stadion i Oso har plads til 28.000 tilskuere. Det er her, det norske fodboldlandshold holder til, og her spilles Norgesmesterskabets finale.

Voss ekstremsportveko

Den årlige ekstremsportsuge i fjeldlandsbyen Voss er et højdepunkt for adrenalinjunkies over hele verden. Området kan prale af fjelde, gletsjere, strømfald, klipper og søer. I løbet af ”veko“, som de lokale kalder den, kan du se base jumping, whitewater rafting, mountainbiking, kitesurfing, paragliding og masser af andre stunts for vovehalse.

Wergeland, Henrik

En norsk forfatter, som levede mellem 1808 og 1845. Mange mener, det var ham, der tog initiativ til at fejre 17. maj, Norges nationaldag. Norges forfatning blev underskrevet på den dag i 1814, og det var startskuddet til uafhængighed efter 400 års union, først med Danmark og siden Sverige. Dagen fejres i dag i stor stil. Det handler om glæde, fællesskab og sjov, og også for turister er det en stor oplevelse.

X Games

De første norske X Games-konkurrencer blev afholdt i Oslo i 2015. Byen praler af, at den vil blive ”verdens vintersportshovedstad“, og politikerne siger, at de vil præsentere Oslo som ”verdens bedste komprimerede skueplads for kultur og sport“.

Yggdrasil

I den nordiske mytologi er Yggdrasil ”livets træ“ – det, der forbinder himlen og jorden. Vikingekulturen bliver ganske vist associeret med plyndring og vold, men den indeholder også skønhed, og der ligger dyb indsigt gemt i vikingernes oplevelser og verdenssyn. Mange nordmænd er nu gået i gang med at genopdage denne del af deres arv.

Znort (Frank Znort Quartet)

En traditionel norsk druktur slutter lørdag aften. Kun nogle få virkelig seje holder den gående næste dag. Det legendariske jazz/punk-band Frank Znort Quartet har vundet ry som festigangsætter-band, fordi de har holdt koncert hver søndag siden 1998. Mød op på ”Blå“ i Oslo og varm op til en blå mandag.

Læs mere om Norge

Opdag mere

Your Recently Viewed Pages
Ad
Ad
Ad