Skip to main content

Vinterfiskeri i Norge

Jo koldere vandet er, jo flere fisk er der.

Tag med på en guidet fisketur og forøg dine chancer for en stor fangst…

…eller find en frossen sø og tag hele familien med på isfiskeri!

Frisk luft og havet, der vrimler med fisk - vinteren er højsæson for fiskeri på havet. Prøv også isfiskeri på de frosne søer inde i landet.

Sommertid er højsæson for ferie, men hvis du vil fange de helt store fisk må du besøge Norge om vinteren, hvor der er mere plads og mindre kamp med andre lystfiskere om de bedste fiskepladser.

Mellem januar og april kan du deltage i det berømte fiskeri efter skrei (arktiske torsk) i det nordlige Norge. Omkring 40 % af fiskene kommer til Lofoten for at gyde, men skreien gyder langs hele kysten fra Haugesund i syd til Sørøya i Finnmark i nord.

Og, nå ja, hvis du vil forøge dine chancer for at få noget på krogen, så er sex måske svaret! Ifølge de lokale fiskere i Nord-Norge hjælper Haill dig med at fange både flere og større fisk.

Takket være Golfstrømmen og varme luftstrømme er kystområderne og de mange fjorde generelt isfri hele året rundt, også om vinteren. På denne årstid vrimler farvandene med store fisk, der bare venter på at blive hevet i land.

Isfiskeri er blevet en af de mest populære vinteraktiviteter i Norge, der jo heldigvis er spækket med søer af enhver størrelse. Efter en længere periode med frostvejr drager både store og små lystfiskere ud på de frosne søer, for at fange ørred. Bagefter er det normalt at hygge sig sammen i saunaen eller foran den knitrende pejs.

For at øge dine chancer for at en stor fangst kan du deltage på en organiseret fisketur, eller hyre en erfaren lokalguide eller erhvervsfisker. Dette er især anbefalet, hvis du vil ud på det åbne hav.

Om vinteren i Norge har du også gode chancer for at se hvaler og opleve spektakulære naturfænomener som for eksempel nordlys.

Andet anbefalet tidsfordriv i Norge om vinteren er skiløb, langrend, snescooter og hundeslædekørsel - du kan også prøve at fange de enorme kongekrabber. Disse bæster, der kan veje op til 15 kilo, er fulde af smag, og kan måle op til to meter fra klo til klo.

Når årstiden ikke er afgørende

Vinteren er som sagt en god årstid for fiskeri, men også i skuldersæsonen kan man få fornøjelige fisketure.

Foråret kalder

De fleste norgesvenner ved allerede, at der er masser af fiskeri og udendørseventyr i marts og april ved fjordene og langs kysten.

Især i de centrale og nordlige dele af Norge kan du opleve ægte fiskemagi, når farvandene ud for kysten fyldes op med gydende torsk. Drømmer du om at fange en rigtig moppedreng af en fisk bare én gang i dit liv, er dette tidspunktet at prøve.

Det sydlige Norge har også gode fiskemuligheder om foråret - især for dem, der er på udkig efter torsk, lange og havørred i fjordene eller havet. Det sker kun yderst sjældent, at fisketurister vender tomhændet tilbage fra en fisketur.

Det norske forårsvejr er normalt relativt mildt, stabilt og tørt. I mange regioner i Norge er marts, april og maj faktisk de tørreste måneder i løbet af året. I og med at der er cirka 1.700 kilometer i direkte afstand mellem det sydligste og nordligste punkt i Norge varierer vejret naturligvis meget i de forskellige landsdele.

Gyldent efterår

September og oktober er også særdeles velegnede til en fiskeferie i Norge - på dette tidspunkt vrimler det under overfladen med alle de eftertragtede fiskearter.

Selv sommergæster som makrel og kulmule bliver nogle steder indtil midt i oktober. I Trøndelag og Nord-Norge giver efterårsmånederne god mulighed for at fange enorme sej og helleflyndere. I midten af ​​Norge og længere sydpå har du gode chancer for at fange nogle fine lange.

Stille og solrigt efterårsvejr med tocifrede temperaturer er ikke sjældent, og du kan ofte opleve såkaldt Indian Summer i både de sydlige og nordlige dele af Norge.

Mod nord og i de høje fjelde falder den første sne normalt engang i oktober. I mange dele af Norge starter vinteren ikke før november. Ændringen fra efterår til vinter varer et par uger i de sydlige og midterste dele af landet, hvorimod denne overgang ofte kun tager et par dage længere mod nord.

Overgangen fra de varme og funklende farver i efteråret til det magiske vinterlandskab efterlader langvarige indtryk hos de besøgende i området.

Find din næste fiskeferie

Filtrer din søgning og se tilbuddene herunder.

Benyt dig af disse gode tilbud

Planlæg din rejse til Norge sammen med en af Visit Norways samarbejdspartnere.

Senest besøgte sider