Skip to main content

JOTUNHEIMEN

Jætternes hjem

Scroll ned for inspiration eller gå direkte til planlæg turen til Jotunheimen  

Ifølge den nordiske mytologi boede jætterne i Jotunheimen.

Vær klar til at blive tryllebundet, så snart du sætter fod i dette enorme fjeldområde i Østlandet. Her er masser af vandfald, elve, søer, gletsjere og dale - samt naturligvis nogle af Nordeuropas højeste fjelde.

Men hvor starter man, når man er kommet til et 3.500 kvadratmeter stort fjeldområde?

Den smukkeste måde at ankomme til Jotunheimen er sandsynligvis via én af områdets nationale turistveje; Sognefjellet eller Valdresflye (på billedet).

Valdresflye fører forbi den smaragd-grønne sø Gjende.

Hvis du vil vandre over Besseggen, en af Norges mest populære vandreture, er det her, turen starter.

De fleste tager Gjendebåden fra Gjendesheim til Memurubu, en 20 minutter lang og flot færgetur, og starter vandreturen derfra.

Vandreturen over Besseggen kan tage op til 8 timer, og anbefales kun til erfarne vandrere uden højdeskræk.

Selve højderyggen er nemlig både smal og stejl.

Besseggen (1.743 meter), Galdhøpiggen (2.469 meter) og Glittertind (2.464 meter) er Jotunheimens mest ikoniske vandreture - de to sidstnævnte er i øvrigt Norges højeste fjelde.

Men Jotunheimen handler ikke bare om at være størst.

Med over 50 afmærkede stier i Jotunheimen Nationalpark og omkring 70 mere i nærheden er det let at finde noget, der også passer til dig, uanset om det er korte gåture eller flerdages vandreture.

Nordmændene elsker at vandre fra hytte til hytte, og Den Norske Turistforening (DNT) driver adskillige hytter i Jotunheimen, hvor du kan overnatte.

Der er også nogle virkeligt charmerende hoteller, for eksempel Billingen Seterpensjonat (på billedet) og Gammel-Kleppe Heritage Hotel …

… samt hyggelige gårde, hvor der kan overnattes, for eksempel Strind Gård og Valbjør Gård (på billedet).

Men det er jo ikke meningen, at du skal sove hele dit ophold i Jotunheimen væk.

Prøv rafting på Sjoa, en af Norges bedste rafting-elve …

… eller prøv klatring, cykling eller ridning …

… eller prøv at stå på ski - både langrend og alpint.

Sneklædte fjelde. Puddersne. Kilometer efter kilometer præparerede pister og løjper.

Jotunheimen ser også godt ud med vintertøjet på.

Haute Route - eller Høgruta på norsk - er en godbid for erfarne ski touring-entusiaster. Fem dage, otte gletsjere, og syv toppe over 2.000 meter!

Vinter, forår, sommer, efterår. Der er ikke noget bedre end et hjemmelavet måltid mad efter en aktiv dag i det fri.

Jotunheimen har lange madtraditioner, med kulinariske specialiteter såsom rensdyr, pølse, røget kød, ost og marmelade.

Mange af fjeldhytterne og -hotellerne i området serverer mad af høj kvalitet, tilberedt af lokale råvarer.

Er du sulten efter lidt kultur, kan du besøge Lom nasjonalparklandsby.

Her kan du besøge attraktioner som Lom Stavkirke fra 1100-tallet, Lom Friluftsmuseum og Norsk Fjellsenter.

Lom er et naturligt samlingspunkt for aktive familier.

Føl suset når du drøner ned ad en zipline over Bøvre-elven, nå nye højder i Galdhøpiggen klatrepark, tag med på en guidet gletsjervandring, eller prøv grottevandring i Dumdalen.

Eller hvad med et stykke vinter midt om sommeren? Stå på sommerski på Galdhøpiggen Sommerskisenter.

Og du kan ikke forlade Lom før du har besøgt …

Lom Bageri! Alle nordmænd har hørt om de dejlige kanelboller, der bages her. Men smag selv efter, om der er noget om snakken.

Nye smagsoplevelser venter også i 'Brimiland' mellem Vågå og Lom.

Dette område har fået sit navn efter en af Norges mest kendte kokke, Arne Brimi. Her er mange helt enestående madoplevelser, spændende aktiviteter og særprægede overnatningsformer.

Så hvad er det, der gør dette område så vildt?

Hvordan kan det være, at nogle af Norges mest berømte personer - Ibsen, Grieg, Munch - alle fandt inspiration i Jotunheimen?

Dem, der har været her, ved det allerede.

Så kom og se det med egne øjne.

Planlæg turen til Jotunheimen


Benyt dig af disse gode tilbud

Planlæg din rejse til Norge sammen med en af Visit Norways samarbejdspartnere.

Senest besøgte sider